Forbrugertilliden stiger igen
Forbrugertilliden fortsætter opturen i februar, og privatøkonomien ser igen lysere ud for rigtig mange danskere.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden endnu en gang stiger fra -8,4 i januar til -7,4 i februar. Forbrugertilliden befinder sig dermed på det højeste i præcis 2 år. Statistikken går tilbage til 1974.
Forbrugertilliden er steget i de seneste 13 ud af 16 måneder. Forbrugertilliden nåede sin bundrekord i oktober 2022 på hele -37, hvor inflationen buldrede løs og i samme måned nåede over 10%.
Forbrugertilliden fortsætter opturen i februar, og nærmer sig med små skridt positivt terræn. Der er også mere sød musik i danskernes ører end længe. Lønstigningerne befinder sig på højeste niveau i 15 år, inflationen er lav og beskæftigelsen er rekordhøj. I tillæg er der også sat en prop i rentestigningerne. Det gør samlet set, at privatøkonomien igen ser lysere ud for rigtig mange danskere.
Det ser på mange måder ud til, at vi har lagt det værste bag os. Lønningerne løber igen hurtigere end inflationen. Lønningerne steg i 4. kvartal med næsten 5%, mens inflationen befinder sig omkring 1%. Det betyder, at der igen er reallønsfremgang, og danskerne igen får mere ud af deres lønkroner. Beskæftigelsen er samtidig rekordhøj, mens boligejere med variabel rente kan se, at stigningen i deres renteudgifter er bremset op.
Danskernes syn på deres egen privatøkonomi i fremtiden er da også rykket i positivt terræn på 5,2. Der er også fremgang at spore i forventningen til dansk økonomi i fremtiden. Det indikerer optimisme for fremtiden i forhold til i dag.
Vi forventer en blød landing for økonomien. Stigningen i forbrugertilliden peger også i samme retning. Vi forventer, at forbrugertilliden vil fortsætte forbedringen i takt med, at lønstigningerne er taget til, inflationen er faldet til ro, og beskæftigelsen fortsat stiger.