Boligsælgerne holder sig tilbage
Nye tal fra Boligsiden viser, at antallet af salgsskilte på boligmarkedet alene steg marginalt i marts med samlet 1%. Det er en meget lille stigning for årstiden. Der var samlet godt 41.000 huse, lejligheder og sommerhuse til salg ved udgangen af marts.
Tager vi højde for sæson er der tværtimod tale om et fald i antallet af salgsskilte på boligmarkedet i marts på -0,9%. Det er især antallet af huse og lejligheder til salg, som udvikler sig usædvanligt langsomt for årstiden.
Normalt vrimler salgsskiltene frem i marts, men det er ikke tilfældet i år. Noget tyder på, at boligsælgerne simpelthen holder sig mere tilbage, end hvad der er normalt for årstiden. Hertil er der også tendens til lidt flere salg, som er med til at trække udbuddet ned. Så hvis overvejende boligkøbere havde håbet på at få en ordentlig klump af nye valgmuligheder her til foråret, så er det altså ikke kommet endnu.
Når det er sagt er de kommende måneder også sæson for flere salgsskilte på boligmarkedet. Så det kan nå at komme endnu. Og samtidig er der betragteligt mere at vælge mellem end for bare et år siden. Så det er ikke en komplet håbløs situation for boligkøberne, selvom de måske havde håbet på lidt mere allerede nu.
Over det seneste år er udbuddet af boliger vokset med 9.200 boliger. Det svarer til en stigning på hele 29% i forhold til for et år siden. Det er en meget kraftig årlig stigning, som har bragt boligudbuddet op på det højeste i næste tre år. Det er især hus- og lejlighedsmarkedet, som har oplevet at få flere salgsskilte, mens sommerhusmarkedet kun har oplevet en mindre fremgang. I en historisk kontekst er udbuddet dog fortsat relativt lavt.
Fortsætter opbremsningen i stigningen af salgsskilte på boligmarkedet, kan det være med til at holde en hånd under priserne. Priserne er allerede faldet mærkbart, hvor det højere udbud giver køberne bedre kort på hånden, og sælgerne ringere kort. Det er i sig selv med til at lægge et nedadgående pres på priserne. Men opbremsningen i udbuddet kan være med til at holde en hånd under priserne.
Vi forventer, at boligpriserne fortsætter faldet, men også at det største fald har fundet sted. Siden toppen er prisen på huse i gennemsnit faldet med 10%, mens lejlighedspriserne er dykket med 12%. Modvinden til boligmarkedet kommer især fra højere renter, høj inflation og øget økonomisk usikkerhed.
Der står et Til-salg skilt i forhaven på 29.945 huse ved udgangen af marts, mens 6.958 lejligheder står til salg. Er man på udkig efter et sommerhus, er der 4.437 sommerhuse til salg.