Boligsalget falder ikke længere
Bolighandlerne er konstant dykket i næsten to år, men faldet er nu bremset op.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der blev solgt flere boliger i januar. Samlet blev der handlet 4.128 huse, lejligheder og sommerhuse, hvilket er godt 550 flere handler end i december. Det svarer til en stigning på 16%.
Det er dog ikke usædvanligt med stigning i bolighandlerne i januar, eftersom boligmarkedet typisk ligger brak i december. Tager vi højde for sæson blev der således kun handlet en smule mere i januar svarende til en stigning på mindre end 1%. Januar bød dog samtidig på den højeste handelsaktivitet i 4 måneder.
Bolighandlerne er konstant dykket i næsten to år. Men faldet er nu bremset op, og faktisk var der lidt flere handler i januar end i de seneste måneder. Vi kan dog ikke ligefrem kalde det for en opblomstring, og handlerne ligger historisk stadig til den meget lave side. Boligmarkedet blev ramt en helt ny virkelighed i 2022 med mærkbare rentestigninger, højere energipriser og økonomisk usikkerhed. Det sendte handelsaktiviteten ned i det laveste siden 2014.
Handelsaktiviteten på boligmarkedet var i januar 35% lavere i forhold til sammen måned sidste år. Og sammenlignet med januar 2021 er bolighandlerne faldet med mere end 50%. Vi skal helt tilbage til 2014 for at finde en lavere handelsaktivitet.
Den mere rolige udvikling og egentlig spæde fremgang i boligsalget skyldes, at der er kommet mere ro om renterne. Gennem 2022 skød renterne i vejret, hvor et fastforrentet lån steg fra 2% til omtrent 6% på et tidspunkt. Men siden er renten faldet tilbage og har ligget omkring 5% siden oktober. Og stoppet for rentestigningerne sender købernes følehorn ud igen. Hertil er der kommet lidt mere ro på den økonomiske situation, hvor der vedvarende strømmer fornuftige tal ud fra økonomien. Blandt andet bliver beskæftigelsen ved med at sætte rekord.
Boligpriserne falder også. Siden toppen sidste år er huspriserne faldet med samlet 10%, mens lejlighedspriserne er dykket 11%. Vi forventer, at boligpriserne fortsætter faldet, men også at prisfaldet bliver mere afdæmpet end det, som der foreløbig er oplevet gennem det seneste halve års tid.