Prisnedslag på bolighandler lyder på omkring 10%

Prisnedslagene befinder sig omkring det højeste punkt i 10 år. Udbudspriserne har i mange tilfælde ikke reflekteret den pris, som markedet var i gang med at finde sig selv i.

Husfacade Med Blå Dør Og Blå Vinduer

Nye tal fra Finans Danmark viser, at prisnedslagene i forbindelse med bolighandler herhjemme lyder på omkring 10% i 1. kvartal for alle tre boligtyper. Til sammenligning lå de omkring 4%-5% for blot et år siden. Prisnedslagene udtrykker hvor meget prisen i gennemsnit flytter sig fra den første udbudspris til den aktuelle salgspris. Prisen på en udbudt bolig kan dermed både blive justeret i den periode, boligen står til salg, og i forbindelse med indgåelsen af selve handlen.

I 1. kvartal blev huse handlet til -10,6% lavere end første udbudspris. Det er lidt lavere end i 4. kvartal, hvor nedslagene i gennemsnit lød på 11,1%. Også når vi tager højde for sæson peger nedslagene en anelse ned. Vi befinder os dog stadig på det højeste niveau for prisnedslagene i omkring 9 år. For lejligheder var prisnedslaget i gennemsnit på -10,0%. Det er ligeledes lavere end i 4. kvartal, men stadig omkring det højeste i 11 år. Det gennemsnitlige prisnedslag på et hus på 140 kvm. var på 259.000 kr. i 1. kvartal, mens det for en ejerlejlighed var 346.000 kr.

Prisnedslagene på bolighandler lyder på godt og vel 10% i 1. kvartal. Det betyder, at prisnedslagene befinder sig omkring det højeste punkt i 10 år. Udbudspriserne har i mange tilfælde ikke reflekteret den pris, som markedet var i gang med at finde sig selv i. Det vidner om, at der er opstået et skel mellem sælgers forventninger og købers muligheder, og det trækker prisnedslagene op.

Boligmarkedet har siden de sløje tider i efteråret og vinteren budt på fremgang. Priserne er steget i de seneste tre måneder og handlerne er steget efter at have ramt det laveste i mere end 10 år i november. Antallet af udbudte boliger har samtidigt bevæget sig sidelæns i de seneste måneder, om end der står 18% flere boliger til salg i maj end samme tid sidste år.

Der er derfor grund til at tro, at prisnedslagene herfra vil fortsætte med at stabilisere sig i takt med, at der igen har indfundet sig bedre takter på boligmarkedet. Sælgerne har justeret deres forventninger til den nye virkelighed med højere renter, mens køberne igen så småt er kommet ud af busken efter sidste års massive økonomiske usikkerhed.

Spoler vi tiden blot to år tilbage, så stod boligmarkedet i den komplet modsatte situation. Her steg priserne mærkbart, der blev handlet rekordmange boliger og prisnedslagene befandt sig på det laveste niveau i 15 år.

Relaterede artikler