2024 ender med flest bolighandler i 3 år
Og det selvom december hypotetisk skulle byde på 0 handler, så har handlerne i 2024 allerede overgået sidste års handler.
Friske tal viser, at der blev handlet 6.650 boliger i november. Det er det højeste antal bolighandler for en november måned siden 2021. Når vi tager højde for sæson, er bolighandlerne omtrent de samme som i oktober. Det viser tal fra Boligsiden.
Der er kommet godt gang i bolighandlerne. De seneste tre måneder er handlerne øget med 7% i forhold til de foregående tre måneder, når vi tager højde for sæson. Og det betyder simpelthen, at vi allerede nu kan konstatere, at 2024 ender med den højeste handelsaktivitet i tre år. Og det selvom december hypotetisk skulle byde på 0 handler, så har handlerne i 2024 allerede overgået sidste års handler. En bred vifte af faktorer spiller lige nu positivt ind på boligmarkedet. Renterne peger ned, og arbejdsmarkedet er bundsolidt med rekordhøj beskæftigelse og mærkbare lønstigninger for mange danskere. Også priserne peger op, og vi forventer, at de positive takter fortsætter på boligmarkedet.
De første 11 måneder af 2024 har budt på knap 73.000 bolighandler. Til sammenligning bød hele 2023 på godt 71.000 bolighandler, så aktiviteten i 2024 har allerede overgået aktiviteten for sidste år selv uden decembers handler. Ser vi alene på de første 11 måneder af året, så er handelsaktiviteten løftet med 10% i forhold til samme periode sidste år og 15% i forhold til 2022. Handlerne ligger aktuelt højere end tiden forud for corona, som satte gang i nogle momentvise vilde bevægelser på boligmarkedet.
Alle tre boligtyper har oplevet fremgang i 2024 i forhold til sidste år. Især huse og sommerhuse fører an med fremgang på 11% og 13%. Og antallet af lejlighedshandler er i år vokset med 6% sammenlignet med samme periode sidste år.
Vi forventer, at den pæne handelsaktivitet og prisstigningerne fortsætter på boligmarkedet i den kommende tid. Mange ting taler for, hvor ikke mindst lavere renter gør boligfinansieringen billigere. Samtidig bliver beskæftigelsen ved med at slå imponerende rekorder, og det giver grobund for et boligmarked i fremgang.