44.091 boliger til salg

Boligkøberne har fået flere valgmuligheder hos ejendomsmæglerne. Siden årsskiftet er antallet af salgsskilte vokset med næsten 6%.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Nye tal fra Finans Danmark viser, at der ved udgangen af april stod 44.091 boliger til salg på boligmarkedet. Det er 0,9% flere end i marts, når vi tager højde for sæson. Antallet af udbudte boliger fordeler sig med 31.395 huse, 7.066 lejligheder og 5.630 sommerhuse. Det er især en stigning i udbuddet af sommerhuse, som trækker op.

Boligkøberne har fået flere valgmuligheder hos ejen­doms­mæg­ler­ne. Siden årsskiftet er antallet af salgsskilte vokset med næsten 6%, når vi tager højde for sæson. Der er kommet mere ro på inflation og renter, og det har bragt flere købere tilbage. Det giver så også flere sælgere lyst til at sælge deres bolig. I de seneste måneder overtrumfer sælgerne så boligkøberne, og det er med til at bringe boligudbuddet op.

Det er blevet lettere at finde en bolig for potentielle boligkøbere. Alene i år er boligudbuddet steget med 5,8%, når vi tager højde for sæson. Sammenligner vi med samme tid for tre år siden, er boligudbuddet steget med hele 41%. Her var boligudbuddet dog også virkelig lavt, og sammenligner vi i stedet med tiden op til corona, så ligger boligudbuddet omkring 10-15% lavere i dag. Men vi nærmer os efterhånden et boligudbud, som ligner det vi så før corona.

Ser vi videre ind i 2024, forventer vi positiv, men svag fremgang på boligmarkedet som helhed. Huspriserne ser vi fortsat løfte sig med lille pil op, mens lejligheder fortsat vil være præget af overgangen til nye boligskatter med mindre prisfald til følge.

Relaterede artikler