Lidt færre boliger at vælge mellem
Den helt oplagte årsag er, at der simpelthen er kommet mere rift om boligerne.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der i alt står 49.567 boliger til salg. Det er 2% færre end for en måned siden. Også når vi tager højde for sæson, falder antallet af salgsskilte på boligmarkedet. Boligudbuddet fordelte sig i november med 36.052 huse, 7.396 lejligheder og 6.119 sommerhuse.
Boligkøbere oplever igen at have lidt færre boliger at vælge mellem. De seneste måneder er antallet af salgsskilte på det danske boligmarked reduceret, og det gælder for samtlige boligtyper. Den helt oplagte årsag er, at der simpelthen er kommet mere rift om boligerne. Handelsaktiviteten er steget og ramte i oktober det højeste i fire år for en oktober måned.
Er man på boligjagt, skal man dog ikke gå slukøret rundt efter de her nye udbudstal. Udbuddet er vokset betragteligt gennem de seneste par år, efter at have været hamrende lavt under corona, hvor boligmarkedet kørte med høj fart. Der er flere boliger til salg i dag end for et år siden, og sammenlignet med for tre år tilbage, så er antallet af salgsskilte løftet med hele 45%. Så der er fortsat en del at vælge mellem, selvom der er kommet lidt færre de seneste måneder.
Vi ser de seneste fald i udbuddet som følge af, at der igen er kommet mere gang i boligmarkedet. I oktober blev der handlet godt 7.500 boliger, som er det højeste for en oktober måned siden 2020. Renterne er begyndt at falde, og samtidig præsterer arbejdsmarkedet bundsolidt med rekordhøj beskæftigelse og mærkbare lønstigninger. Det er med til at give større appetit på boligkøb.
I november faldt antallet af salgsskilte for alle boligtyper både med og uden sæson. Men set over de senere år, så er udviklingen mellem boligtyperne noget uens. Der er er kommet mærkbart flere huse og sommerhuse til salg, som det seneste år er steget med henholdsvis 6% og 21%. Omvendt er der kommet færre lejligheder til salg, hvor udbuddet er skrumpet med 11% over det seneste år.
Vi forventer, at der er fortsatte prisstigninger i vente på boligmarkedet. Med nye rentefald på menuen, et fortsat stærkt arbejdsmarked og et fornuftigt momentum i handelsaktiviteten, så er fundamentet for prisstigninger lagt. Dog vil de seneste års stigninger i udbuddet, som de seneste måneders fald ikke ændrer på, holde en snor i prisstigningerne, så de alene bliver moderate. Men pilen står til at pege op. Boligpriserne er steget pænt i 2024. Huspriserne er steget med mere end 4%. Lejlighedspriserne har slået ny rekord og er knap 5% højere end ved årets begyndelse.