Færrest antal tvangsauktioner i 18 år
Fortsætter det meget lave antal tvangsauktioner året ud, så er det ikke usandsynligt, at vi kan stå med færrest tvangsauktioner siden 2006.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der i august blev bekendtgjort 118 tvangsauktioner, når vi tager højde for sæson. Dermed fortsætter det lave antal tvangsauktioner ufortrødent.
Tvangsauktionerne ligger utrolig lavt. Indtil videre har 2024 budt på 7% færre tvangsauktioner end de samme måneder sidste år. Og fortsætter det meget lave antal tvangsauktioner året ud, så er det ikke usandsynligt, at vi kan stå med færrest tvangsauktioner siden 2006. Der er ikke umiddelbart noget, som tyder på en ny stigning i tvangsauktionerne. Boligmarkedet viser gode takter, og boligejerne er solide med rekordhøj beskæftigelse og stærk betalingsevne.
Årets første otte måneder har budt på i alt 902 tvangsauktioner, mens de lød på 974 i de samme måneder i 2023. I 2022 var der 869 tvangsauktioner i samme periode, og 2022 bød da også samlet set på det laveste antal tvangsauktioner siden 2006.
Den solide betalingsevne blandt boligejerne skyldes især det stærke arbejdsmarked. Rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed gør det alt andet lige lettere at betale sine regninger – også selvom renter og inflation har gjort det markant dyrere at være både dansker og boligejer. I tillæg betyder de gode takter på boligmarkedet, at det ovenikøbet er lettere at sælge sin bolig i fri handel, hvis der alligevel skulle opstå problemer med at betale terminen og således forhindre, at man ender på en tvangsauktion.
Det er ikke kun antallet af tvangsauktioner, som befinder sig meget lavt. Boligejernes restancer er også meget lave, og er et udtryk for, at næsten alle boligejere betaler deres realkredittermin til tiden. Også antallet af personer, som bliver registreret i RKI, ligger lavt – faktisk rekordlavt i 1. halvår af 2024. Og det er med til at understrege den solide og stærke betalingsevne blandt danskerne.
Med de nuværende udsigter, så forventer vi, at tvangsauktionerne holder sig omkring sit nuværende niveau, da dansk økonomi klarer sig ganske godt, og der ikke er udsigt til store stigninger i ledigheden.