Laveste antal lånetilbud i 27 år
Lånetilbuddene er sendt helt i gulvet, og vi skal ikke lede længe efter forklaringerne. Det skyldes, at renterne har ligget bomstille i 2023.
Morgenfriske tal fra Finans Danmark viser, at der samlet set i 2023 blev afgivet 175.623 lånetilbud fra realkreditinstitutterne til boligejere og virksomheder. Det er 43% færre end i 2022, som bød på mere end 300.000 lånetilbud til sammenligning. Statistikken går tilbage til 1996.
Ingen af månederne i 2023 har budt på mere end 20.000 lånetilbud, mens september sidste år bød måneden med det laveste antal lånetilbud for enkeltstående måned i statistikkens historie med blot 11.474 lånetilbud.
2023 bød på det laveste antal lånetilbud fra realkreditinstitutterne i mindst 27 år. Lånetilbuddene er sendt helt i gulvet, og vi skal ikke lede længe efter forklaringerne. Godt nok er boligmarkedet vækket mere til live med flere bolighandler, men det kan på ingen måde opveje, at 2023 ikke har været et stort konverteringsår. Det skyldes, at renterne har ligget bomstille i det meste af året på en rente på omkring 5% på et fastforrentet realkreditlån.
I årene 2019-2022 steg mange danskere på konverteringstoget, mens boligmarkedet virkelig lå i overhalingsbanen. I 2019, 2020 og 2021 handlede det om at nedkonvertere til en lavere rente og spare på realkreditydelsen, mens det sidste år handlede op at konvertere op i rente og skære i restgælden. I 2022 omlagde boligejerne realkreditlån for omkring 250 mia. kr. Det gjorde de på baggrund af de kraftige rentestigninger, som sendte renten på et fastforrentet lån op fra 2% til op i mod 6% en overgang.
I dag ligger renten på et fastforrentet lån på 4%, mens den i stort set hele 2023 lå på 5%. Da mange boligejere allerede har omlagt deres realkreditlån, så er puljen af boligejere, som har mulighed for at konvertere ganske enkelt blevet mindre, og det medvirker til at trække mærkbart ned i lånetilbuddene. Det er især ryk i renterne, som kan påvirke antallet af lånetilbud. På boligmarkedet er der kommet flere bolighandler, som vi har bevæget os ind igennem 2023, men det kan ikke for alvor opveje, at der bliver hentet langt færre lånetilbud til konverteringer.
Vi forventer, at det lave antal lånetilbud vil fortsætte i de kommende måneder. Der er intet der tyder på store udsving i renterne lige rundt om hjørnet, som på ny kan sende boligejerne afsted i nye og store konverteringsbølger.