Lidt flere salgsskilte på boligmarkedet i februar

Det kommer efter en periode, hvor en pæn portion salgsskilte er fjernet fra boligmarkedet.

Et Par Står Og Krammer I En Tom Lejlighed

Nye tal fra Boligsiden viser, at boligudbuddet peger en anelse op i februar. I alt står der ved udgangen af februar 45.377 boliger til salg, hvilket er 0,6% højere end i januar. Tager vi højde for sæson er stigningen i boligudbuddet fra januar til februar en anelse højere. Boligudbuddet befinder sig dermed på sit højeste niveau siden begyndelsen af 2020, når vi tager højde for sæson.

Boligkøberne har fået lidt mere at vælge i mellem i februar. Det kommer efter en periode, hvor en pæn portion salgsskilte er fjernet fra boligmarkedet. Det er helt normal adfærd på boligmarkedet, at der køres på et lavere blus i de koldeste måneder. I takt med, at vi nærmer os forår og lidt varmere tider, så plejer boligudbuddet også at pege op, hvilket vi også forventer sker i år.

Ser vi på de enkelte boligtyper, så står der 32.861 huse til salg, 7.577 lejligheder og 4.939 sommerhuse. Det er de seneste år blevet lettere for boligsøgende danskere at finde en bolig. I dag står der næsten 15.000 flere boliger til salg end på bunden i slutningen af 2021, hvilket er 44% højere, når vi tager højde for sæson. Vi skal dog huske på i den forbindelse, at boligudbuddet kommer fra et meget lavt leje, og trods flere boliger til salg, så er vi stadig et stykke under niveauet fra før corona. Sammenligner vi med 2019, så er boligudbuddet omkring 10% lavere i dag.

Boligmarkedet havde et bedre 2023, hvor der kom mere liv, som året skred frem. Antallet af bolighandler var 6% højere i 2023 end i 2022, mens priserne pegede pænt op på alle tre boligtyper.

Ser vi videre ind i 2024, forventer vi svag fremgang på boligmarkedet som helhed. Han­del­sak­ti­vi­te­ten har i de seneste måneder mindet mere om tiden før corona, og det ser vi fortsætte. Huspriserne ser vi løfte sig med lille pil op, mens lejlighederne vil være præget af overgangen til de nye boligskatter, som vil give prisfald.

Relaterede artikler