Pil op på udbudspriserne på boligmarkedet

Det højere boligudbud fungerer dog som en delvis bølgebryder mod, at udbudspriserne stikker helt af.

Rækkehuse

Dugfriske tal fra Finans Danmark viser, at udbudspriserne på huse og lejligheder steg med henholdsvis 0,4% og 0,2% fra august til september. Det giver en stigning på 3,7% på huse og 3,6% på lejligheder over det seneste år. Antallet af udbudte boliger er også steget i den seneste tid, så der nu står i alt 47.828 boliger til salg på landsplan.

De højere udbudspriser betyder, at et gennemsnitligt hus på 140 kvm. er udbudt til 2,90 mio. kr. i dag, mens en lejlighed på 90 kvm. er udbudt til 3,75 mio. kr. Det er en stigning på 104.000 kr. på huset og 131.000 kr. på lejligheden på 1 år.

Udbudspriserne peger op i et afdæmpet tempo på næsten 4% på huse og lejligheder. Det højere boligudbud fungerer dog som en delvis bølgebryder mod, at udbudspriserne stikker helt af. De flere salgsskilte giver nemlig køberne flere valgmuligheder, men også bedre for­hand­lings­kraft over for sælger. Og det er med til at holdesnor i priserne, som dog får medvind fra lavere renter, forøget købekraft og rekordhøj beskæftigelse.

Over de seneste to år er udbuddet af huse steget med 21%, mens det er hele 43% for sommerhuse. På lejligheder er boligudbuddet omvendt faldet med ca. 9% de seneste to år. I den kontekst er det vigtigt at huske, at vi kommer fra et meget lavt niveau, og således er på vej mod en normalisering af boligudbuddet fra tiden før corona end et decideret brandudsalg af boliger. De flere salgsskilte rundt om i landet betyder odg, at der holdes snor i pris­stig­nin­ger­ne. For en potentiel boligkøber har mere at vælge i mellem, og kan tillade sig mere betænkningstid, når der er flere boliger at vælge i mellem. Og sælgerne har flere konkurrenter på markedet, og det gør deres for­hand­lings­rum mindre end vi fx så under corona.

Mens det voksende boligudbud står på den ene side af bo­lig­prisvægtskå­len, så står der en del faktorer på den modsatte side. Løn­stig­nin­ger­ne er på sit højeste i mindst 30 år, og danskernes købekraft er mærkbart på fremmarch i øjeblikket. Beskæftigelsen er rekordhøj og ledigheden er ganske lav, og vi ser samtidig, at ren­testig­nin­ger er vendt til mindre fald. Det understøtter prisstigninger, og vi forventer da også samlet set, at boligpriserne vil stige i svag opadgående retning i den kommende tid.

Relaterede artikler