Prisnedslagene på boliger lyder på omkring 6-7%
Prisnedslagene har stabiliseret sig på boligmarkedet.
Nye tal fra Finans Danmark viser, at prisnedslagene på boligmarkedet i gennemsnit ved en hushandel lød på 7,1%, mens det er 5,9% for lejligheder, når vi tager højde for sæson. Det er nogenlunde uforandret i forhold til 1. kvartal på huse, mens det for lejligheder er lidt højere. Prisnedslagene udtrykker, hvor meget prisen i gennemsnit flytter sig fra første udbudspris og nedtagningspris til den aktuelle salgspris. Prisen på en udbudt bolig kan dermed både blive justeret i den periode, boligen står til salg, og i forbindelse med forhandlingen mellem køber og sælger.
Nedslagene i 2. kvartal svarer til et gennemsnitligt afslag på 177.000 kr. på et hus på 140 kvm., mens det er 213.000 kr. på en 100 kvm. lejlighed. Deler vi op og ser prisjusteringen i udbudstiden og i selve forhandlingen mellem køber og sælger, så er nedslaget i forbindelse med forhandlingen lidt større, end prisjusteringen i udbudstiden.
Prisnedslagene har stabiliseret sig på boligmarkedet. Det er andet kvartal i streg, at prisnedslagene ligger omkring 6-7% for huse og lejligheder. Det minder meget om tiden forud for corona, og det er i virkeligheden historien om boligmarkedet i øjeblikket, som på mange andre parametre har fundet vej tilbage efter nogle vilde tider.
Prisnedslagene på boligmarkedet er dog lidt højere end ved seneste bund ved udgangen til 2023. Her lød prisnedslagene på 6,8% for huse og 4,7% for lejligheder. De lidt højere prisnedslag kan skyldes det højere boligudbud. På et år er der kommet næsten 15% flere salgsskilte til for både huse og lejligheder. En potentiel boligkøber har dermed mere at vælge imellem, og kan tillade sig mere betænkningstid, når der er et større udvalg. Sælger får samtidig flere konkurrenter på markedet, og det gør deres forhandlingsrum mindre end vi fx så under corona.
Prisnedslagene er dog et stykke under seneste top fra slutningen af 2022. Her nåede prisnedslagene op på ca. 10% for både huse og lejligheder, da renter og inflation toppede. I tiden efter så vi prisnedslagene falde i takt med, at tingene faldt til ro på boligmarkedet. Fra 2015 og frem til tiden lige før corona lå prisnedslagene på huse omkring 6%-8%, mens det for lejligheder var 4%-6%. Under corona, hvor det gik virkelig stærkt på boligmarkedet, nåede prisnedslagene ned på 2% for lejligheder og under 4% for huse.