Største prisstigning på huse i næsten 3 år
Boligmarkedet viser igen fine takter ovenpå en hård tid med kraftige rentestigninger, tårnhøj inflation og stor usikkerhed.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at boligpriserne havde fortsat fremgang i 3. kvartal 2023. Huspriserne steg med 3,0% når der tages højde for sæson. Det er den kraftigste prisstigning siden 4. kvartal 2020. Lejlighedspriserne steg med 2,4%, som er den største prisstigning siden begyndelsen af 2021. Sommerhuspriserne steg 1,0%.
Huspriserne præsterer største prisstigning i næsten 3 år. Boligmarkedet viser igen fine takter ovenpå en hård tid med kraftige rentestigninger, tårnhøj inflation og stor usikkerhed. Udfordringerne er sidenhen faldet til ro, og det giver medvind til både priser og handler. Dertil har lejlighedsmarkedet fået et ekstra skub i ryggen i tiden op mod overgangen til de nye boligskatter.
I 3. kvartal var der 18.500 bolighandler, når der tages højde for sæson. Det er 8% flere end i 2. kvartal, og handelsaktiviteten er nu steget tre kvartaler i træk. Aktiviteten var i 3. kvartal næsten 40% højere, end da det bundede i slutningen af 2022. Salget gik frem i alle tre boligtyper i 3. kvartal.
Trods fremgangen i 3. kvartal er boligpriserne fortsat en smule lavere end toppen, som blev nået i 2022. Både hus- og lejlighedspriserne er 1,7% under toppen. Omvendt har sommerhuspriserne fuldt ud indhentet det tabte nu. Mere friske data fra Boligsiden viser dog i tillæg, at prisstigningerne er fortsat ind i oktober og november.
Vi forventer overordnet set, at de bedre takter på boligmarkedet vil fortsætte bredt set. Der er kommet mere ro omkring renterne, som er vendt til en smule rentefald. Den danske økonomi er fortsat stabil med stigende beskæftigelse, og det holder ligeledes en hånd under boligmarkedet. Overgangen til de nye boligskatter, som skete ved årsskiftet, kan dog skabe nogle bevægelser på dele boligmarkedet. I områder med skatterabat før overgangen, herunder lejlighedsmarkedet i København, forventer vi, at priser og handler vil falde her på den anden side af nytår.