2024 bød på flest bolighandler i tre år

Flere faktorer spillede positivt ind på boligmarkedet i slutningen af 2024.

Kvinde Og Mand Kikker På Mobiltelefon

Friske tal fra Boligsiden viser, at der blev handlet 5.500 boliger i december. Det er 17% færre bolighandler end i november. Det er dog helt almindeligt med færre handler i julemåneden, og tager vi højde for sæson, var der derimod en lille stigning i december i forhold til november. Dagens tal er samtidig det højeste antal bolighandler for en december måned siden 2021.

Dagens tal fuldender samtidig 2024, som samlet bød på 78.540 bolighandler. Det er 10% flere end i 2023 og 17% flere end i 2022.

2024 ender med flest bolighandler i tre år. Og handlerne slutter tilmed året i den høje ende. Der var i de sidste tre måneder af året 23% flere handler end i de første tre måneder af året, når vi tager højde for sæsoneffekter. Så boligmarkedet er kørt ind i 2025 i et klart højere gear, end det kørte ind i 2024 med.

Flere faktorer spillede positivt ind på boligmarkedet i slutningen af 2024. Først og fremmest var der rentefald på menuen, som notorisk har en betydelig påvirkning. Bo­lig­fi­nan­si­e­rin­gen bliver simpelthen billigere, og det øger sulten for boligkøb. Samtidig lægger et brølstærkt arbejdsmarked med rekordhøj beskæftigelse et yderst solidt fundament. Og her tilføjet med pæne lønstigninger for mange danskere i 2024 og et inflationspres, som er dampet af.

Alle tre boligtyper oplevede fremgang i 2024 i forhold til 2023. Især huse og sommerhuse fører an med en stigning i han­del­sak­ti­vi­te­ten på 11% og 13%. Også antallet af lej­lig­heds­hand­ler steg, hvor fremgangen lyder på 6% i forhold til i 2023.

Det fornyede momentum har også givet udslag i priserne, som steg mærkbart i 2024. Huspriserne steg med 5% og er millimeter fra at slå ny prisrekord. Lej­lig­heds­pri­ser­ne steg i 2024 med 7% og slog ny rekord.

Ser vi fremad, er der udsigt til, at farten kan tage lidt af. Renterne er den seneste måned steget, hvor renten på et fastforrentet lån i dag lyder på 4%, efter at have været nede på 3,5% for en periode. Det ændrer dog ikke vores overordnede syn på, at vi forventer prisstigninger i 2025, men ikke lige så kraftige som i 2024. Han­del­sak­ti­vi­te­ten ser vi stabilisere sig omkring sit nuværende niveau.

Relaterede artikler