Boligkøbere har fået færre boliger at vælge mellem

Det er bestemt ikke unormalt, at udbuddet af boliger falder gennem efteråret og ind i vinteren.

Nyt fald i boligudbuddet - rammer det laveste i 16 år

Nye tal fra Boligsiden viser, at der står 47.515 boliger til salg. Det er 4% færre end for en måned siden. Det er samtidig fjerde måned i træk med fald i boligudbuddet, hvor antallet af salgsskilte i perioden er faldet med 4.400 boliger, hvilket svarer til et samlet fald på knap 9%. Tager vi højde for sæson, falder antallet af salgsskilte på boligmarkedet også. Om end ikke lige så kraftigt, men stadig et fald på 5% sammenlignet med for fire måneder siden.

Det er bestemt ikke unormalt, at udbuddet af boliger falder gennem efteråret og ind i vinteren. Omvendt ses en opblomstring gennem foråret med flere salgsemner. Faldet i udbuddet her mod slutningen i 2024 har imidlertid været større end det, som sæsonen normalt tilsiger. Det betyder, at boligkøberne igen oplever at have færre boliger at vælge mellem. Der er kommet mere rift om boligerne med stigende han­del­sak­ti­vi­tet, hvor 2024 endte med flest handlede boliger i tre år.

Er man på boligjagt er den faldende udbud naturligvis en skidt ting, men det ser dog ikke helt ringe ud. Siden 2021 er antallet af til salg skilte vokset på boligmarkedet, og de seneste fire måneders fald ændrer ikke ved, at udbuddet befinder sig mærkbart højere end i de foregående år. Sammenlignet med samme tidspunkt for tre år siden er der i dag 47% flere boliger til salg.

Vi forventer, at der er fortsatte prisstigninger i vente på boligmarkedet. Renterne falder, ar­bejds­mar­ke­det står hammerstærkt, og med en spirende han­del­sak­ti­vi­tet ser udbuddet af boliger ud til at have toppet for nu. Derfor ser vi retningen som opadgående for boligpriserne over den kommende tid. Boligpriserne tog i 2024 også en pæn stigning til sig, hvor hus- og lej­lig­heds­pri­ser­ne steg med omkring 5%.

Relaterede artikler