Stillestående boligudbud i februar
Det kommer i forlængelse af et fald i boligudbuddet på 14% siden september.
Morgenfriske tal fra Finans Danmark viser, at der i februar stod 41.082 boliger til salg. I forhold til måneden før er der tale om et boligudbud i stilstand. Strækker vi billedet til det seneste halve år, er boligudbuddet dog faldet med 14% siden september sidste år. Det er en udvikling vi normalvis ser for boligudbuddet i efterår og op imod vinteren, men selv når vi tager højde for sæsonudsving har der været pil ned for boligudbuddet i perioden. Salgsskiltene fordeler sig med 29.952 på huse, 6.043 på lejligheder og 5.087 på sommerhuse.
Boligudbuddet står stille i februar. Det kommer i forlængelse af et fald i boligudbuddet på 14% siden september. Men selvom potentielle boligkøbere altså har fået mindre at vælge i mellem hen over efteråret skal de ikke fortvivle. Det er helt normalt, at antallet af salgsskilte bliver færre på det tidspunkt af året, for så at blive flere igen, når forårssolen for alvor begynder at overtage. Og det forventer vi da også vil ske igen i dette forår.
Selvom boligudbuddet altså samlet set er faldet over de seneste måneder, så befinder boligudbuddet sig faktisk stadig 1,5% højere end i februar sidste år. Og måler vi i forhold til for tre år siden, så ligger vi i dag hele 40% højere. Så i det perspektiv er der faktisk væsentlig flere valgmuligheder for boligkøberne end under corona, hvor det gik virkelig stærkt på boligmarkedet.
Retter vi blikket mod udbudspriserne, så har de peget op i februar med 0,6% på huse og 1,0% på lejligheder. Det betyder, at udbudspriserne er steget med 3,7% for huse og 6,7% for lejligheder i forhold til samme tid sidste år. Det svarer til en stigning på 105.000 kr. på et gennemsnitligt hus på 140 kvm., og 215.000 kr. på en 80 kvm. lejlighed. Vi har da også set, at de realiserede handelspriser er steget ganske pænt det seneste år. Huse og lejligheder steg med henholdsvis 5% og 7% igennem 2024.
2024 bød på højeste handelsaktivitet i tre år, og 2025 er kommet godt i gang med handler der lå 30% højere end januar året før. Det er med til at holde boligudbuddet i kort snor. Vi tror på endnu et flot år på boligmarkedet med pæn handelsaktivitet, som vil minde om sidste år, mens vi forventer prisstigninger omkring 3%-4%. Mange faktorer vil være understøttende for den udvikling med høj beskæftigelse, lav ledighed, lavere renter og pæn reallønsfremgang.