Detailsalget daler en smule
Detailsalget befinder sig fortsat ganske højt og flot, selvom rekordernes tid er forbi.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt med 1,1% i maj. Der er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.
Detailomsætningen er dalet gennem det seneste år. Detailomsætningen var i maj knap 6% lavere i forhold til for et år siden. Og sammenlignet med rekordomsætningen i marts sidste år er omsætningen i detailhandlen faldet med næsten 10%.
Vi køber lidt mindre i detailbutikkerne. Detailhandlen er ramt af modvind, som bygger sig op fra flere fronter. Priserne stiger med høj hast, og forbrugertilliden er sendt helt i kulkælderen. Samtidig fordufter danskernes vareforbrug løbende, som ellers har været prioriteret under coronakrisen, hvor smittefrygten har været lavere og nedlukningerne færre.
Med til historien om det dalende detailsalg hører dog, at det faktisk befinder sig fortsat ganske højt og flot, selvom rekordernes tid er forbi. Set over de seneste tre måneder er det stort set uændret i forhold til de foregående tre måneder. Omsætningen i detailbutikkerne kommer fra et vanvittigt højt niveau, hvor kasseapparaterne var brandvarme sidste år og satte ny rekord. Så på trods af det løbende fald gennem det seneste år, så bliver der dybest set stadig handlet mere end før coronakrisen. Det vidner om, at danskernes købesult trods alt ikke er slået helt i stykker af stigende priser og en rekordlav forbrugertillid.
Sammenlignet med tiden før coronakrisen er omsætningen i detailhandlen næsten 5% højere i dag. Og selvom detailhandlen er ramt af modvind, så er der omvendt medvind fra rekordhøj beskæftigelse i Danmark, samt at danskerne har hobet mere end 1.000 mia. kr. op på bankkontoen. Det giver en solid buffer i en tid, hvor priserne stiger med det kraftigste siden 1983.
Prisstigninger har ramt detailhandlen. Gennem de seneste tre måneder har mere end 60% af virksomhederne hævet salgspriserne. Over de kommende tre måneder svarer næsten 60% ligeledes, at de forventer at hæve priserne. Det er generelt blevet dyrere at drive virksomhed, og en del af de omkostninger bliver i øjeblikket væltet over på forbrugerne. Det vil ramme efterspørgslen, hvilket vi også ser afspejlet i dagens tal for det dalende detailsalg.
I maj steg salget indenfor tøj og beklædningsgenstande med 0,1%. Det er med længder her de største stigninger og fald har fundet sted undervejs i coronakrisen. Det er væsentligt, at detailsalgstallene ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Salget af andre forbrugsvarer faldt 1% i maj. Fødevarer og andre dagligvarer faldt med 1,6%.