29.545 nye stillingsopslag i juni

Efterspørgslen på arbejdskraft går ned i tempo. Antallet af stillingsopslag ligger dog stadig ret højt, og det vidner om, at selvom arbejdsmarkedet er på vej ned i fart, så er der stadig pæn efterspørgsel efter arbejdskraft.

Fem Personer Sidder Omkring Et Bord Med Bærbar Pc Og Papire På Bordet

Nye tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 29.545 nye stil­lings­op­slag op i juni. Det betyder, at der i 2. kvartal blev slået 78.900 nye stil­lings­op­slag op, når vi tager højde for sæson. Det er 5.100 færre end i 1. kvartal svarende til et fald på -6%. I de seneste 5 ud af 6 kvartaler har antallet af nye stil­lings­op­slag peget ned.

Efterspørgslen på arbejdskraft går ned i tempo. Antallet af stil­lings­op­slag ligger dog stadig ret højt, og det vidner om, at selvom ar­bejds­mar­ke­det er på vej ned i fart, så er der stadig pæn efterspørgsel efter arbejdskraft. Det er derfor ikke usandsynligt, at vi igen kan få nye rekorder i beskæftigelsen i den kommende tid.

Mens ar­bejds­mar­ke­det buldrede fremad, ramte jobannoncerne i slutningen af 2021 og starten af 2022 de højeste niveauer nogensinde målt med mere end 100.000 nye stil­lings­op­slag pr. kvartal, når vi tager højde for sæson. Sidenhen er stil­lings­op­sla­ge­ne faldet, men kommer dog fra så høje niveauer, at jobopslagene fortsat ligger højt i et historisk perspektiv. Før coronakrisen lå det kvartårlige antal jobopslag omkring 60.000-65.000, og vi ligger altså i 2. kvartal i år omkring 20% højere.

Ar­bejds­mar­ke­det står fortsat stærkt, men tempoet er aftagende. Beskæftigelsen er rekordhøj, men omvendt har vi senest set ledigheden stige for 8. måned i træk. Historien bekræftes af det faldende, men fortsat høje antal jobannoncer.

Samtidigt må vi dog erkende, at den danske økonomi står i modvind. Renterne er drønet i vejret efter inflationen i efteråret ramte det højeste i 40 år. Det svækkede danskernes købekraft og går ud over pri­vat­for­bru­get. Modvinden er så småt ved at indhente ar­bejds­mar­ke­det, og vi forventer, at der venter en tid med lavere beskæftigelse, stigende ledighed og færre stil­lings­op­slag.

Relaterede artikler