Beskæftigelsen slår ny rekord i juni

Beskæftigelsen drøner i vejret. Rekordernes tid er ikke forbi. Det er en vildt imponerende stigning, og nu er det den 11. rekord i træk for beskæftigelsen. Vi nærmer os med hastige skridt 3 millioner lønmodtagere i arbejde i Danmark.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen voksede med 3.518 personer i juni, når der tages højde for sæson. Med dagens tal slår beskæftigelsen dermed ny rekord med 2.996.200 lønmodtagere i arbejde.

Alene i 2023 er der kommet 22.800 flere personer i arbejde i Danmark. Og sammenlignet med før coronakrisen er beskæftigelsen steget med imponerende 194.000 personer.

Beskæftigelsen drøner i vejret. Rekordernes tid er ikke forbi. Det er en vildt imponerende stigning, og nu er det den 11. rekord i træk for beskæftigelsen. Vi nærmer os med hastige skridt 3 millioner lønmodtagere i arbejde i Danmark. Det er ret vildt.

Den fortsatte fremgang i beskæftigelsen er be­un­drings­vær­digt i en tid med højeste inflation i 40 år, markant svækket købekraft hos forbrugerne og større økonomisk usikkerhed end normalt. Men økonomien klarer sig flot, og samtidig er vi på vej ud af en tid med markant mangel på arbejdskraft, hvor en del virksomheder altså stadig suger medarbejdere til sig.

Efterspørgslen efter arbejdskraft er dog ikke, hvad den har været. De nyeste tal for jobopslag viser, at der bliver slået færre stillinger op. I juli blev der slået 18.500 stillinger op, og antallet har peget ned siden slutningen af 2021. Der er dog ikke et frit fald i stil­lings­op­sla­ge­ne, og i en historisk kontekst bliver der stadig slået fint mange stillinger op. Tallene vidner dermed om fortsat efterspørgsel efter arbejdskraft, men i et aftrappende tempo, som mest af alt minder om tiden før coronakrisen.

Vi nærmer os en tid, hvor vi ikke kan blive overraskede over at se fald i beskæftigelsen. Pri­vat­for­bru­get er faldet, og dele af industrien oplever lavere efterspørgsel. En lavere efterspørgsel i økonomien kan udfordre ar­bejds­mar­ke­det, som typisk reagerer med forsinkelse.

Høj inflation har suget købekraft ud af danskerne, og renterne er steget. Hertil kan eksporten stå overfor en mere udfordrende tid, og den beskæftiger op mod 1 mio. personer i Danmark. Meget peger dog på en blød landing for dansk økonomi og for ar­bejds­mar­ke­det.

Relaterede artikler