Dansk økonomi vokser stadig
Dansk økonomi bliver simpelthen ved med at vokse. Det viser, at dansk økonomi står på et hammersolidt sted. Væksttempoet er dog gået ned, og de kommende år tegner til at blive vækstfattige.
BNP i Danmark vokser med 0,3% i 1. kvartal. Det viser BNP-indikatoren, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. Det er særligt industrien og forsyningsbrancher, som trækker op i aktiviteten i 1. kvartal, mens bygge- og anlægsbranchen omvendt trækker ned i aktiviteten.
Dansk økonomi bliver simpelthen ved med at vokse. Det er faktisk ret imponerede, selvom væksten alene er afdæmpet. Økonomien bliver simpelthen ved med at overgå sig selv, selvom der er nok af udfordringer at tage fat på. Det viser, at dansk økonomi står på et hammersolidt sted.
Væksttempoet er dog gået ned, og de kommende år tegner til at blive vækstfattige. Det langsommere tempo kommer ikke som nogen stor overraskelse. Udfordringerne har stået i kø for økonomien, som allerede sidste år tabte fart. Den høje inflation har trukket købekraft ud af de danske forbrugeres pengepunge, og samtidig er renterne skudt i vejret. Det er med til at lægge en dæmper på økonomien. Også den større økonomiske usikkerhed bidrager typisk negativt til økonomien, og usikkerheden har været stor.
Vi forventer, at væksten i år kommer til at lyde på 0,6% og 1,4% i 2024. Til sammenligning voksede dansk økonomi med imponerende 3,8% i 2022 og 4,9% i 2021, som tilmed var den højeste vækst i 27 år.
Der venter en svær tid for økonomien med dalende efterspørgsel. Danskernes købekraft er væsentligt forringet af den højeste inflation i 40 år. Det bider på privatforbruget, som står for omtrent halvdelen af økonomien i Danmark. Hertil vil investeringerne også være negativt påvirkede af den store usikkerhed.
Den udenlandske efterspørgsel efter danske varer og tjenester står med risiko for tilbageslag. Det går bedre end frygtet, men risikoen er fortsat til stede. Den globale usikkerhed er steget markant efter Ruslands invasion af Ukraine, og høj inflation og kraftige rentestigninger præger også udenfor landets grænser. Eksporten beskæftiger op mod 1 mio. danske arbejdspladser.
Med udsigten til nogle vækstfattige år er det samtidig vigtigt at fremhæve budskabet om, at dansk økonomi står på solid grund. Der er rekordmange i arbejde, og økonomien er rekordstor. Danskerne er samlet set velpolstrede med store opsparinger og solid buffer til en svær og mere dyr tid. Vi forventer, at den kommende periode bliver præget af svag vækst og lavere beskæftigelse, men også at vi går den i møde på et solidt udgangspunkt og kommer ud på den anden side i god stand.