Detailsalget i stort dyk i 2022
Det sløjere salg kommer ikke som en stor overraskelse.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt med 2,2% i december. I løbet af 2022 er detailsalget faldet markant, hvor det er faldet i 8 ud af 12 måneder. Salget i december ender dermed 7,6% lavere i forhold til året før. Det er det største fald nogensinde målt på et enkelt år i statistikken historie, som går tilbage til 2000. Der er i salgstallene korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.
Av, for et fald i detailhandlen. Detailsalget har været på massiv skrumpetur gennem 2022, og slutter af med endnu et fald i december. Vi har ikke tidligere set et så kraftigt fald i detailhandlen målt fra begyndelsen af et år til slutningen af et år. Danskerne køber simpelthen væsentligt mindre i butikkerne.
Det sløjere salg kommer ikke som en stor overraskelse. Prisstigningerne i detailhandlen sænker købelysten hos forbrugerne. Og forbrugerne er i forvejen ramt af en svækket købekraft med større energiregninger, højere renter og generelle prisstigninger i samfundet. Prisstigningerne har sendt forbrugertilliden totalt i kulkælderen og nu også detailsalget ud i et historisk stort dyk.
I detailhandlen har 48% af virksomhederne hævet priserne de seneste tre måneder. Og omtrent det samme forventer stadig at gøre det. Prisstigningerne rammer salget, hvor kunderne køber mindre, når det bliver dyrere. Og tendensen med et vigende salg forventer vi fortsætter for detailhandlen over den kommende tid.
Mens salget målt i mængder er faldet markant over det seneste år, så betaler danskerne rent faktisk mere i butikkerne. Det skyldes selvsagt de markante prisstigninger, som danskerne har stået overfor. Samlet set betaler danskerne 1% mere, men forlader altså butikken med næsten 8% mindre under armen.
Historisk set ligger detailsalget en snært under det, som det var før coronakrisen. Detailsalget kommer fra et højt niveau med rekordomsætninger i slutningen af 2021, så vi ville have forventet et faldende detailsalg. En hånd under detailsalget er desuden, at der er rekordmange i arbejde i Danmark. Samtidig bugner danskernes bankkonto med omkring 1.100 mia. kr. Det giver en buffer i en tid med modvind og højeste inflation i 40 år.
I december faldt salget af tøj og beklædningsgenstande med 5,5%. Det er her væsentligt, at detailsalgstallene ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Salget af andre forbrugsvarer faldt 1%, mens fødevarer og andre dagligvarer faldt med 2,6%.