Forbrugertilliden i bedring
Det værste chok fra inflationens slag har lagt sig, og derfor ser vi forbrugertilliden i bedring igen.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden stiger til -26,1 i januar fra -28,9 i december. Forbrugertilliden er nu steget de seneste tre måneder, efter den i oktober ramte ned i rekordlave -37. Forbrugertilliden er målt siden 1984, og befinder sig historisk fortsat meget lavt og lavere end under både finanskrisen og coronakrisen, hvor den bundede i -17 og -12.
Der er lettelse at spore hos de danske forbrugere. Det er bestemt positivt. Det værste chok fra inflationens slag har lagt sig, og derfor ser vi forbrugertilliden i bedring igen.
Forbrugertilliden er dog stadig hamrende lav i en historisk sammenligning. Forbrugerne er langt mere negativt stemte end under finanskrisen og coronakrisen, så derfor er dagens tal mere lettelse end begejstring. Ingen kan dukke sig for den høje inflation, som rammer alle danskere hurtigt og kontant, og det bærer forbrugernes økonomiske humør præg af.
Den høje inflation har gjort det omkring 3.500 kr. dyrere for en gennemsnitlig børnefamilie om måneden sammenlignet med for et år siden. Inflationen er senest målt til omkring 9% i Danmark og ramte i efteråret det højeste i 40 år på mere end 10%. Det er især energi og fødevarer, som har gjort det dyrere, men det er en bred kurv af danskernes forbrug er ramt af højere priser. Det bider på danskernes pengepunge og har ikke overraskende sendt forbrugertilliden i kulkælderen.
Forbrugernes ringe økonomiske humør vil påvirke privatforbruget negativt. Privatforbruget står for næsten halvdelen af den økonomiske aktivitet i Danmark, og et fald i privatforbruget vil dermed også sætte brede spor i økonomien. Vi forventer, at dansk økonomi går en svær periode i møde med et fald i privatforbruget og faldende beskæftigelse.
Den hårde tid sker imidlertid på et solidt bagtæppe. Der er i øjeblikket rekordmange i beskæftigelse i Danmark. Samtidig har danskerne også noget at stå imod med, hvor indlånet i bankerne ikke tidligere er målt så høj. Den seneste opgørelse fra Nationalbanken viste, at danskerne har næsten 1.100 mia. kr. stående på kontoen. Det er 70 mia. kr. mere end for et år siden.