Laveste inflation i 2 år
Uanset hvordan vi vender og drejer det, er det en positiv nyhed. Inflationen tog ellers et spring op i juli, men det skyldtes midlertidige faktorer. Vi forventer, at det spor også bliver fulgt over de kommende måneder.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen falder fra 3,2% i juli til 2,3% i august. Inflationen er i denne ombæring opgjort ved det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks, som kan sammenlignes med de øvrige EU-lande. Tallet er forskelligt fra Danmarks Statistiks egen opgørelse, men retningen i de to tal er ens.
Inflationen når sit laveste punkt i præcis 2 år. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er det en positiv nyhed. Inflationen tog ellers et spring op i juli, men det skyldtes midlertidige faktorer, og vi er nu tilbage i sporet med faldende inflation. Vi forventer, at det spor også bliver fulgt over de kommende måneder.
I dagens opgørelse får vi også serveret, at kerneinflationen ligeledes falder i august til 4,6% fra 5,7% i juli. Det er også positivt, om end kerneinflationen stadig befinder sig på et alt for højt niveau. Kerneinflationen er fratrukket de mest svingende elementer i form af energi og fødevarer.
Vi forventer, at inflationen fortsætter faldet over de kommende måneder. Det vil ske i takt med, at sidste års meget kraftige prisstigninger falder ud af inflationen, som beregnes som en årlig prisændring. Sidste år i september og oktober, så vi priserne stige relativt mærkbart, og det fik inflationen til at stige med mere end 10%. De prisstigninger vil falde ud af opgørelsen, og fungerer som et anker, der vil trække i nedadgående retning på inflationen.