Lidt højere inflation
Inflationen stiger for første gang i 9 måneder. Man skal dog ikke male fanden på væggen. Noget af stigningen skyldes, at bortfald af afgiftslempelse på elektricitet samt noget så specifikt som leje af sommerhuse.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen stiger til 3,1% i juli fra 2,5% i juni. Det er især priser på sommerhusleje og elektricitet, som får inflationen til at stige. Inflationen toppede i 10,1% i oktober sidste år.
Inflationen stiger for første gang i 9 måneder. Man skal dog ikke male fanden på væggen og nødvendigvis frygte, at det her er begyndelsen på endnu en ny og stor optur for inflationen. Noget af stigningen skyldes, at bortfald af afgiftslempelse på elektricitet samt noget så specifikt som leje af sommerhuse. Det er kort sagt med til at trække inflationen op i juli.
Overordnet set er der faldet en ordentlig luns falder af inflationen siden sidste års top. Og det er i sig selv hamrende positivt, og det får dagens stigning ikke lov til at ændre på. Da det så værst ud sidste år, var inflationen på mere end 10%. Det betød i sin tid, at en dansk børnefamilies årlige udgifter i gennemsnit var steget med næsten 50.000 kr. på bare et enkelt år.
Kerneinflationen, som er fratrukket energi og fødevarer, er fortsat bekymrende høj og steg også i juli. Kerneinflationen stiger til 5,3% i juli fra 4,9% måneden før. Den toppede i begyndelsen af 2023 på næsten 7%.
Danskerne kan se frem til, at det formentlig bliver billigere på en del af forbruget. Hele 54% af butikkerne, som handler med fødevarer, forventer at sænke deres priser over de næste tre måneder. Det er glædeligt. Samtidig har også energipriserne tidligere forladt det tårnhøje niveau, som definerede sidste år, hvor priserne for alvor eskalerede. Netop fødevarer og energi rammer nerven i danskernes forbrug, da det er forbrug, man ikke kan skære fra og har sværere ved at skære ned for.
Vi forventer, at inflationen - og særligt kerneinflationen - vil blive ved med at pege ned for en periode endnu. I takt med at sidste års meget kraftige prisstigninger falder ud af inflationen, som beregnes ved årlig prisændring, så daler inflationen også.