Beskæftigelsen får ny rekordhøjde
Der er igen ny rekord på menuen for beskæftigelsen. Det er altså ret så imponerende.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med 2.592 personer i marts, når der tages højde for sæson. Beskæftigelsen slår dermed ny rekord med 3.016.400 lønmodtagere i arbejde.
Det er et meget imponerende arbejdsmarked vi er vidne til. Der er igen ny rekord på menuen for beskæftigelsen. Der er alene i 2024 foreløbig kommet næsten 11.000 flere personer i arbejde i Danmark. Det er altså ret så imponerende. Og det er tilmed mestendels i det private, hvor arbejdspladserne vrimler frem, som giver et rigtig godt indtryk af et solidt dansk arbejdsmarked. Der er godt gang i hjulene.
Endnu mere friske tal fra viser en fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft. I april blev der slået knap 27.500 nye stillingsopslag op. Det er omtrent 20% flere stillingsopslag end før corona. Det kan vidne om, at nye beskæftigelsesrekorder er undervejs i den danske økonomi.
Arbejdsmarkedet har været én stor succes. De seneste år har beskæftigelsen trodset høj inflation, rentestigninger og økonomisk usikkerhed. Beskæftigelsen er vokset i 22 ud af de seneste 24 måneder, og der er i dag 77.000 personer flere i arbejde end for to år siden.
Vi ser samtidig, at fremgangen i den private beskæftigelse holder et fint momentum. Således steg den private beskæftigelse med 2.700 i marts. Fremgangen i den private beskæftigelse er et bedre udtryk for det underliggende behov for arbejdskraft i dansk økonomi, og der er således fortsat gode noter at spore. Den offentlige beskæftigelse faldt med 100 personer i marts.