Detailsalget var uændret i juli

Der blev shoppet lidt mere i juli. For selvom detailsalget samlet set var uændret, så blev der handlet mere tøj samt andre forbrugsvarer.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget i juli var uændret i forhold til juni. Tendensen i 2024 har dog været opadgående for detailsalget, som i år er steget i fire ud af syv måneder. Sammenlignet med ved årsskiftet var detailsalget i juli 1,5% højere, og sammenlignet med for et år siden er detailsalget i dag knap 4% højere. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.

Der blev shoppet lidt mere i juli. For selvom detailsalget samlet set var uændret, så blev der handlet mere tøj samt andre forbrugsvarer, hvor man blandt andet finder salg af udstyr til bolig og fritid. Omvendt faldt madindkøbene.

I juli steg detailsalget indenfor beklædning med en stigning på mere end 3%. Andre forbrugsvarer steg med 0,6%, hvor man blandt andet finder salg af udstyr til bolig og fritid i butikker, supermarkeder, di­sco­unt­for­ret­nin­ger, varehuse og stormagasiner. Omvendt gik det med fødevarer, som i juli faldt med 1,4%. Sammenlignet med for et år siden har andre forbrugsvarer oplevet den største stigning i detailsalget, som lyder på næsten 8%. Beklædning er steget godt 4%, mens fødevaresalget er faldet med 1%.

Detailsalget har haft en generelt opadgående tendens siden begyndelsen af 2023. Og den lille pil er fortsat op her i 2024. Fornyet købekraft hos mange danskere og stadig stigende beskæftigelse er med til at skubbe i den rigtige retning. Vi forventer, at den opadgående tendens for detailsalget fortsætter.

Mange faktorer peger op for detailhandlen. Beskæftigelsen har slået rekord på rekord og er vokset med næsten 20.000 alene i 2024. Samtidig ser vi, at lønningerne nåede sit højeste i mere end 30 år på det private arbejdsmarked, og mens der er kommet langt mere ro på inflationen, så genvinder mange danskere købekraft i høj fart.

I 2021 og 2022 dykkede detailsalget massivt, hvor danskerne oplevede et dyk i købekraften af den høje inflation. Hertil kom faldet i detailsalget fra et ekstremt og historisk højt niveau under corona.

Relaterede artikler