Elbiler i overhalingsbanen
Elbiler er populære, og de er blevet mere populære som årene er gået.
Friske tal fra Mobility Denmark (tidl. De Danske Bilimportører) viser, at der i 1. halvår af 2024 blev solgt 38.939 nye elbiler. Dermed udgør de 45% af det samlede salg af nye personbiler i 1. halvår. En ny bil tæller som solgt, når den er indregistreret, og ikke ved underskrivelsen af købsaftalen.
Elbiler er populære. Og de er blevet mere populære som årene er gået. Elbiler fylder næsten halvdelen af bilsalget, og i tillæg kommer der også mange nyere, men brugte, elbiler til landet. Det betød til sammen, at den samlede bestand af elbiler rundede en kvart million i midten af juni.
For 1. halvår af 2024 udgør elbiler altså 45% af salget af nye personbiler. Til sammenligning fyldte det ca. 34% hele sidste år, mens det blot var 20% i 2022. Elbilerne er altså gradvist blevet mere populære. Hvis endnu flere danskere skal have en elbil i overvejelserne, så peger de selv på tre primære grunde i en ny spørgeundersøgelse af Voxmeter for Arbejdernes Landsbank. Danskerne vil gerne have lavere priser på elbiler, bedre rækkevidde på en opladning og bedre lademuligheder.
Det samlede bilsalg kører også ganske fornuftigt. I 1. halvår af 2024 blev der i alt solgt 86.336 nye personbiler, som er meget lig salget i samme periode sidste år – dog med lille pil op.
Bilsalget holder sig kørende tæt på sidste års fornuftige niveau. Det kommer efter en sløv indledning på 2024, som primært skyldtes skatteteknik. Vi forventer, at det fornuftige leje vil fortsætte i den resterende del af året.