Elbiler stryger derudaf

Set for hele 2024 er vi millimeter fra, at elbiler fylder over halvdelen af bilsalget.

Elbil Lader Op

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at elbiler fortsætter fremmarchen. I oktober blev der solgt 8.826 nye elbiler til danskerne. Det bringer andelen op på 61,3% af det samlede salg af nye personbiler i oktober. Det er 5. måned i streg, at elbiler fylder mere end halvdelen af bilsalget.

Salget af elbiler stryger derudaf med formidabel fart. Set for hele 2024 er vi millimeter fra, at elbiler fylder over halvdelen af bilsalget. Vi er altså tæt på endnu en milepæl for elbilerne. Trods de mange milepæle, så er der dog stadig et stykke vej til, at elbiler når dieselbilerne som den næstmest udbredte personbil herhjemme. Men fortsætter den flotte vækst for elbilsalget, så er dieselbilerne omvendt heller ikke flere lysår væk i horisonten.

Ved udgangen af oktober kører der i alt 315.000 elbiler rundt på de danske veje. Bestanden af elbiler er steget med omkring 137.000 det seneste år. Det svarer til, at mere end hver 10. personbil herhjemme er en elbil. Antallet af dieselbiler lyder på 657.000, men dem er der omvendt blevet 62.000 færre af det seneste år. Den mest udbredte personbil er fortsat benzinbilen, som der findes 1,76 mio. af, mens der findes 127.000 hybridbiler.

Det samlede salg af nye personbiler kører i et lavere og roligt gear. I oktober blev der solgt 15.572 nye personbiler, når vi tager højde for sæson. Det er 8,4% højere end samme måned sidste år. Samlet set for hele året ligger bilsalget 2,4% højere end på samme tid sidste år, og klarer sig altså ganske fornuftigt.

Relaterede artikler