Færre konkurser i oktober
Konkurserne har stabiliseret sig i 2024, og byder på 18% færre konkurser end på samme tid sidste år.
Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der i oktober var 193 konkurser i aktive virksomheder, når vi tager højde for sæson. Det er et pænt fald på 13% i forhold til september måned. En aktiv virksomhed har ansatte eller en omsætning på mere end 1 mio. kr. Statistikken går tilbage til 2009.
Konkurserne har stabiliseret sig i 2024, og byder på 18% færre konkurser end på samme tid sidste år. Det har rod i flere årsager. En kombination af højt omkostningspres og tilbagebetaling af coronalån betød at flere virksomheder end normalt måtte dreje nøglen om i 2022 og 2023. Siden er der faldet mere ro over inflationen, der er kommet styr på coronalånene og renterne er begyndt at falde.
Virksomhederne mærkede i lighed med forbrugerne et enormt forøget prispres i 2022 og 2023, da priserne bragede i vejret, mens også de stigende renter ramte budgetterne. Samtidig skulle mange virksomheder afvikle coronalån, og det fik samlet set flere virksomheder til at måtte dreje nøglen om i 2022 og 2023.
Virksomhederne står et bedre sted i dag. Beskæftigelsen er høj, og troen på fremtiden målt ved erhvervstilliden er på det højeste i 2,5 år. Derudover er renten på både fastforrentede og variabelt forrentede lån faldet. Manglen på efterspørgsel er dog blevet et større tema hos virksomhederne. Det er bestemt værd at holde øje med. Omkring hver tredje virksomhed i industrien og i serviceerhvervene oplever mangel på efterspørgsel, mens det er hver fjerde virksomhed i byggeriet. Det kan være med til at udfordre virksomhederne i den kommende tid.