Fald i ledigheden
De nye tal peger på, at ledigheden falder for første gang i halvandet år.
Netop offentliggjorte tal viser, at ledigheden faldt med 305 personer i marts, når der tages højde for sæson. Det viser ledighedsindikatoren fra Danmarks Statistik. Der er 86.429 ledige i Danmark. Ledighedsprocenten var i marts uændret på 2,9%.
De nye tal peger på, at ledigheden falder for første gang i halvandet år. I løbet af de foregående 17 måneder er der kommet 10.000 flere ledige. Det er en alene en begrænset stigning, og der er fortsat meget få ledige i Danmark. Og der kom nu færre i marts for første gang siden efteråret 2022. Det samlede indtryk af arbejdsmarkedet er fortsat yderst fornuftigt. Beskæftigelsen sætter rekorder, der bliver slået stadig flere nye stillinger op.
Nye rekorder i beskæftigelsen har været med til at holde ledigheden i kort snor. I 2023 kom der mere end 30.000 flere personer i arbejde, og også i januar steg beskæftigelsen med flotte 3.900 personer.
Vi er her til morgen præsenteret for antallet af nye stillingsopslag, som holder et flot niveau. Antallet af nye stillingsopslag er steget i fem ud af de seneste seks måneder og i perioden vokset med næsten 20%. Der bliver fortsat slået flere stillinger op end før corona, så der er stadig pæn efterspørgsel efter arbejdskraft.
Økonomien viser bredt set stadig pæne takter. Sidste års modvind med høj inflation, stigende renter og økonomisk usikkerhed ramte dansk økonomi i et solidt udgangspunkt, og der er absolut ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet har vist sig fra sin stærke side. Utrolig meget peger på en blød landing.