Flere stillingsopslag efter sommerferien
Jobmarkedet er kommet fornuftigt ud af starthullerne efter sommerferien.
Friske tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 23.239 nye stillinger op i august. Det er 3.300 flere end i juli, som var præget af sommerferie. Men også når man tager højde for sæson, er der en meget lille stigning at spore i jobopslagene. Det er samtidig det sjettehøjeste antal nye stillingsopslag for en august måned i statistikkens 21-årige levetid, som strækker sig tilbage til 2004.
Jobmarkedet er kommet fornuftigt ud af starthullerne efter sommerferien. Stillingsopslagene stiger og har plantet sig på et niveau, der fortsat er højere end før corona. Det danske arbejdsmarked har præsteret overordentligt fornuftigt, hvor der alene i 2024 foreløbig er kommet knap 20.000 flere i arbejde. Og med de her jobopslag er det ikke umuligt, at nye beskæftigelsesrekorder kan være i vente.
Beskæftigelsen har senest slået rekord med 3.025.000 lønmodtagere i arbejde i Danmark. Der er altså fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft, hvilket antallet af nye stillingsopslag vidner om. Vi forventer, at beskæftigelsen fortsat vil pege op over den kommende tid.
Historisk ligger jobopslagene til den pæne side. Sammenlignet med de tre måneder forud for corona, så blev der i august slået knap 10% flere nye stillinger op, nar der tages højde for sæson. Dog er farten i stillingsopslagene gået ned i forhold til i 2021 og 2022, hvor der var fuld drøn på på vejen ud af corona. Vi forbliver på den optimistiske side på jobmarkedets vegne og forventer nye beskæftigelsesrekorder, om end i et lavere tempo.