Højeste detailsalg i 2,5 år

Det er alene spæd fremgang med bittesmå skridt, men det går langsomt frem.

Detailsalget falder for tredje måned i træk

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg marginalt med 0,1% i september i forhold til måneden før. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage. Detailsalget har siden begyndelsen af 2023 haft svagt opadgående tendens. I forhold til for et år siden er detailsalget vokset med 2,3%. Det betyder samtidig, at detailsalget akkurat sniger sig op på det højeste siden april 2022.

Detailsalget sniger sig akkurat op på det højeste i 2,5 år. Det er alene spæd fremgang med bittesmå skridt, men det går langsomt frem, hvor danskerne stille og roligt er begyndt at handle mere i detailhandlen. Og detailhandlen har senest skruet mærkbart op for for­vent­nin­ger­ne til øget omsætning over den kommende tid, hvor vi bevæger os ind i en periode med Black Friday og julehandel.

Den svagt opadgående tendens i detailsalget finder fodfæste i, at mange danskere har oplevet fornyet købekraft med pæne lønstigninger. Samtidig er beskæftigelsen høj og steget med næsten 16.000 alene i 2024. Hertil er renterne så småt også ved at drible nedad, og det kan give fornyet kraft til danskernes handlelyst, særligt når vi ser ind i 2025. Derfor forventer vi også, at den opadgående tendens i detailsalget fortsætter.

Især kategorien Andre forbrugsvarer, hvor man blandt andet finder salg af udstyr til bolig og fritid i butikker, supermarkeder, di­sco­unt­for­ret­nin­ger, varehuse og stormagasiner, er steget det seneste år med knap 5%. Også handlen med tøj er vokset og ligger knap 2% højere i forhold til sidste år. Omvendt ser det ud for handlen med fødevarer, som er faldet marginalt med 0,5% sammenlignet med for et år siden.

Relaterede artikler