Hver 10. bil er en elbil
Elbilerne rykker forbi alverdens milepæle med lynets hast i øjeblikket, og vi skal kun få år tilbage, hvor det blot var 1 ud af 133 biler, som var en elbil.
Nye tal fra Mobility Denmark (tidl. De Danske Bilimportører) viser, at hver 10. personbil herhjemme nu er en elbil. Det er første gang, at elbilerne krydser den milepæl. Tal fra Danmarks Statistik viser derudover, at der var 272.000 elbiler ved udgangen af juli herhjemme, og med det flotte elbilsalg i august in mente, så har bestanden med stor sandsynlighed også krydset 275.000 elbiler i august.
Hver 10. bil herhjemme kører på strøm. Elbilerne rykker forbi alverdens milepæle med lynets hast i øjeblikket, og vi skal kun få år tilbage, hvor det blot var 1 ud af 133 biler, som var en elbil. Vi har de seneste tre måneder set, at elbilerne nu fylder mere end halvdelen af det samlede salg af nye personbiler, hvilket er en mærkbart højere andel end tidligere. I tillæg bliver der importeret mange brugte, men nyere, elbiler til Danmark, og det får bestanden af elbiler til at vokse.
Elbiler udgør 10% af den samlede bestand af personbiler. Den andel var på omkring 5% sidste sommer og blot omkring 1% i sommeren 2020. Alene i august blev der solgt mere end 7.000 nye elbiler. Dermed er mere end 50% af de solgte nye personbiler en elbil i de seneste tre måneder, hvilket er højere end i samme periode af 2023.
Omvendt ser det ud for bestanden af personbiler, som kører på benzin og diesel. Over det seneste år er bestanden af dieselbiler faldet med omkring 61.000 styk, mens der er blevet 37.000 færre benzinbiler. Der er dog stadig klart flest benzinbiler herhjemme. Ved udgangen af juli, var der i alt 1,78 mio. benzinbiler i Danmark, mens der var 677.000 dieselbiler.