Inflationen falder en anelse til 1,3%
Det står i stærk kontrast til situationen for to år siden, hvor inflationen buldrede op over 10%.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen herhjemme faldt fra 1,4% i august til 1,3% i september. Omvendt stiger kerneinflationen fra 1,2% i august til 1,6% i september.
Inflationen falder en anelse i september. Inflationen har befundet sig under 2% i stort set uafbrudt i et år, mens også den vigtige kerneinflation holder terrænet under 2% trods en lille stigning i september. Det står i stærk kontrast til situationen for to år siden, hvor inflationen buldrede op over 10%. Den lavere inflation er godt for danskernes pengepung, når vi samtidig ser lønningerne stige med pæn hast.
I 11 ud af de seneste 12 måneder har inflationen ligget under 2%, mens kerneinflationen, som ser bort fra ikke-forarbejdede fødevarer og energi, har ligget under 2% i de seneste 8 måneder. Vi er altså milevidt fra den inflation, som prægede billedet for to år siden, hvor vi nåede op på mere end 10%. Den lave inflation på under 2%, kombineret med årlige lønstigninger på omkring 5%, giver pæn fremgang i danskernes købekraft. Det gør at mange igen oplever at komme længere for deres tjente penge.
Vores forventning er, at inflationen vil befinde sig omkring sit nuværende leje over den kommende tid. Priserne har atter fundet vej tilbage til en mere rolig udvikling, og det ser vi overordnet fortsætte. Dog kan lønstigningerne give lidt ny medvind til inflationen både gennem øget omkostningspres hos virksomhederne og gennem højere efterspørgsel hos danskerne. Vi forventer dog ikke, at inflationen igen bliver alarmerende høj, og mange danskeres lønstigninger vil også kunne hamle op med det.