Inflationen tæt på 1%

Det er på alle måder gode nyheder, at inflationen over det seneste år er faldet fuldstændig til ro.

Person Med Indkøbskurv I Supermarket

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen falder til 1,1% i juli fra 1,8% i juni. Inflationen har befundet sig under 2% i 10 måneder i streg med undtagelse af maj. Ker­ne­in­f­la­tio­nen, som ser bort fra ikke-forarbejdede fødevarer og energi, falder ligeledes til 1,0% fra 1,3% i juni. Ker­ne­in­f­la­tio­nen har nu befundet sig under 2% et halvt år i træk.

Inflationen tager endnu et skridt ned i juli og ligger meget tæt på 1%. Det er på alle måder gode nyheder, at inflationen over det seneste år er faldet fuldstændig til ro. Når det er sagt, så er det store fald i inflationen i juli mest af alt af teknisk karakter. Det skyldes nemlig, at vi i juli sidste år oplevede en kraftig stigning i for­bru­ger­pri­ser­ne som følge af, at den højere elafgift blev genindført. Og da inflationen oftest måles som årlige prisændringer, så får sidste års prishop altså inflationen til at falde nu.

Ser vi på den månedlige inflation, så peger den op med 1,1%. Det skyldes især højere priser på noget så specifikt som leje af sommerhus, som i øvrigt ikke er usædvanligt for netop juli måned. I de foregående fire måneder har vi set for­bru­ger­pri­ser, som har stået tæt på stille. Det betyder overordnet set, at inflationen er faldet gevaldigt til ro. Til sammenligning toppede inflationen for snart 2 år siden på 10,1%, mens ker­ne­in­f­la­tio­nen toppede på 6,7% i starten af 2023.

Den mærkbart lavere inflation betyder, at danskerne igen har medvind i reallønnen. Løn­stig­nin­ger­ne lyder på 6,5% i 2. kvartal ifølge tal fra Dansk Ar­bejds­gi­ver­for­e­ning, og selvom en del af stigningen skyldes ekstraordinære forhold, så er der ingen tvivl om, at danskerne i øjeblikket genvinder købekraft.

Ser vi lidt længere frem og mod slutningen af året, så er vores forventning, at inflationen vil befinde sig et sted mellem 2% og 3%. Løn­stig­nin­ger­ne ligger på det højeste i mere end 30 år, og det kan give ny medvind til inflationen. Løn­stig­nin­ger­ne giver et om­kost­nings­pres hos virksomhederne, og danskerne får øget købekraften. Det giver grobund for højere inflation via om­kost­nings­pres­set, højere efterspørgsel og øget privatforbrug. Vi forventer dog ikke, at inflationen igen bliver alarmerende høj, og mange danskeres lønstigninger vil også kunne hamle op med det.

Relaterede artikler