Ledigheden står til at stige i september

Det er træls, særligt for den enkelte som mister arbejdet.

Kvinde Og Mand Sidder Og Arbejder Foran Bærbar Pc

Friske tal fra Danmarks Statistiks le­dig­heds­in­di­ka­tor viser, at ledigheden står til at stige med omkring 900 personer i september, når vi tager højde for sæson. Hvis det holder stik i de endelige ledighedstal, så er det højeste månedlige stigning i ledigheden i mere end et år, og le­dig­heds­pro­cen­ten vil lyde på 3,0%.

Ledigheden står til at pege op i september. Det er træls, særligt for den enkelte som mister arbejdet. Når det er sagt, så er bagtæppet sådan set ganske solidt. For ledigheden har mest af alt stået næsten stille i 2024, hvor relativt få personer er føjet til ledighedskøen. Samtidig slår beskæftigelsen rekord efter behag, mens antallet af stil­lings­op­slag ligger ganske pænt til. Det vidner om et stærkt arbejdsmarked.

Måned for måned har beskæftigelsen slået rekord stort set efter behag. Således også i 2024, hvor der siden årsskiftet er kommet flere end 20.000 personer i arbejde. Ar­bejds­mar­ke­det har trodset høj inflation, højere renter og stor økonomisk usikkerhed. I forhold til for et år siden er beskæftigelsen steget med 31.000 personer, og med næsten 70.000 personer på to år. Det er ganske enkelt imponerende. Og i forlængelse af det ser vi så, at le­dig­heds­stig­nin­gen fra dele af 2022 og 2023 er bremset mere op i 2024.

Kigger vi ind i den resterende del af 2024, så forventer vi et fortsat robust arbejdsmarked. Antallet af stil­lings­op­slag viser, at der er fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft, mens ledigheden i et historisk perspektiv er ret lav. Tempoet er dog gået en anelse ned med lidt lavere fart til følge, men vi forventer, at tempoet fortsat vil være pænt. Vi forbliver positive på ar­bejds­mar­ke­det vegne.

Relaterede artikler