Lidt flere ledige stillinger i 3. kvartal
Der er fortsat en hel del jobs at søge for jobsøgende danskere.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 52.055 ledige stillinger i 3. kvartal i den private sektor, når der tages højde for sæson. Det er lidt flere end i 2. kvartal og antallet af ledige stillinger har peget svagt op de seneste tre kvartaler nu. Det er med dagens tal det højeste siden 2. kvartal 2023.
Der er fortsat en hel del jobs at søge for jobsøgende danskere. Og tilmed er der kommet en smule flere gennem 2024, hvor antallet af ledige stillinger er steget med knap 5% sammenlignet med slutningen af sidste år. Arbejdsmarkedet kører på skinner med rekordhøj beskæftigelse, og stillingsopslagene ligger fortsat rigtig fornuftigt til. Nye beskæftigelsesrekorder kan være undervejs.
Antallet af ledige stillinger kan dog ikke måle sig med 2021 og 2022, hvor antallet af var rekordhøjt på vej ud af corona. Men stillingsopslagene ligger i et historisk perspektiv fortsat pænt over tiden fra før corona. Arbejdsmarkedet står utvivlsomt stærkt. Beskæftigelsen har sat rekord på rekord. Samlet er der kommet næsten 24.000 flere personer i arbejde i 2024. Der er nu 3.029.400 lønmodtagere i arbejde.
Endnu mere friske tal fra Jobindsats viser en fortsat fornuftig efterspørgsel efter arbejdskraft i begyndelsen af 4. kvartal. I oktober blev der slået knap 25.000 nye stillingsopslag op. Det er det femtehøjeste i en oktober måned gennem de seneste 21 år, som statistikken fra Jobindsats strækker sig over. Derfor er det heller ikke umuligt, at nye rekorder kan være under opsejling for beskæftigelsen.