Lille pil op på ledigheden
Ledigheden er højere i dag end for et par år siden, men det er ikke noget, som for alvor tænder alarmklokkerne.
Friske tal fra Danmarks Statistiks ledighedsindikator viser, at ledigheden står til at stige med 600 personer i november, når der tages højde for sæson. Ledighedsprocenten står også til at stige fra 2,9% til 3,0%. Ledighedsprocenten har ellers ligget på 2,9% i næsten et år.
Ledigheden står til at stige med 600 personer i november. Det er en rimelig beskeden stigning, og er egentlig meget godt billedet på udviklingen i 2024. Ledigheden er højere i dag end for et par år siden, men det er ikke noget, som for alvor tænder alarmklokkerne. For trods stigningen så er ledigheden til den klart lave side, når vi tager de historiske briller på.
Ledigheden bundede senest i foråret 2022, hvor der var omkring 72.000 ledige herhjemme. Siden er ledigheden steget til ca. 89.000 personer i dag – altså en stigning på godt 17.000 over lidt mere end to år. Det er en ganske svag stigning. Til sammenligning var der omkring 105.000 ledige før coronakrisen ankom.
Vi har også fået friske tal fra Jobindsats for antallet af nye stillingsopslag. Der blev slået 22.914 nye stillingsopslag op i november mod 24.943 i oktober. Der er altså tale om et fald. Tager vi dog højde for sæson er faldet kun omkring 4%.
Antallet af nye stillingsopslag har ligget ret stabilt de seneste 18 måneder trods et fald i november. Det vidner om et arbejdsmarked, hvor hjulene fortsat drejer rundt. Det er også godt nyt for dem, der bliver ledige, da der stadig er en del jobs at søge. Der bliver godt nok slået færre stillinger op end på toppen i 2021, men der er stadig en solid efterspørgsel på arbejdskraft.
Det er naturligvis ærgerligt – særligt for den enkelte, som er blevet ledig - at der er flere ledige i dag end for et par år siden, men vi ser ikke udviklingen med meget stor bekymring. Arbejdsmarkedet står grundlæggende stærkt. Beskæftigelsen befinder sig rekordhøjt, og der er indtil videre kommet næsten 24.000 flere i arbejde i 2024. Samtidig ligger antallet af nye stillingsopslag stadig godt til, og efterspørgslen efter arbejdskraft er dermed fortsat ganske fornuftig. Vi forventer et fortsat robust arbejdsmarked i den kommende tid.