Næsten uændret ledighed
Siden årsskiftet har der været en meget beskeden stigning i ledigheden på 215 personer.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistiks ledighedsindikator viser, at ledigheden falder med 99 personer i juni, når der tages højde for sæson. Ledighedsprocenten lyder uændret på 2,9%, hvor den har stået i 8 måneder i træk.
Minimalt fald i ledigheden i juni. Siden årsskiftet har der været en meget beskeden stigning i ledigheden på 215 personer. Vi så ellers ledigheden pege op i dele af 2022 og gennem 2023, men den stigning er fuldstændig bremset op. Arbejdsmarkedet står på bundsolide stolper med rekordhøj beskæftigelse, fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft og altså en lav ledighed.
Da ledigheden pegede op gennem 2023 og dele af 2022 nåede ledigheden at stige med ca. 14.500 personer. Selvom det altid er skidt for den enkelte at miste sit arbejde, så var der tale om en relativ begrænset stigning i ledigheden, som ikke for alvor nåede at tage fart. Sidenhen er ledighedsstigning så bremset fuldstændig op i år. I dag lyder ledigheden på omkring 86.500 personer mod ca. 105.000 inden corona.
Beskæftigelsen er alene i år steget med 18.000 personer, og har slået rekord på rekord de sidste mange måneder. I dag er flere end 3.015.000 personer i arbejde herhjemme. Og det holder altså en effektiv snor i ledigheden. Også antallet af nye stillingsopslag holder et pænt niveau, selvom tempoet er gået lidt ned, men efterspørgslen efter arbejdskraft er stadig til stede.