Nationalbanken sænker renten med 0,25%-point
Det er en kærkommen begivenhed for mange boligejere med variabel rente.
Nationalbanken sænker renten med 0,25%-point. Det betyder, at indskudsbevisrenten sænkes fra 2,85% til 2,60%. Det er fjerde gang i år, at Nationalbanken sænker renten. Nationalbanken forhøjede omvendt renten af hele 10 omgange i 2022 og 2023.
Nationalbanken følger i fodsporene på ECB og sænker renten. Det er en kærkommen begivenhed for mange boligejere med variabel rente, som de seneste par år har oplevet mærkbart stigende renteudgifter. Der er nu udsigt til, at en hel del boligejere får en lavere rente, når der igen skal fastsættes rente.
Nationalbanken har valgt at følge ECB´s rentesænkning fra tidligere på dagen. Her sænkede ECB renten med 0,25%-point, og her foretager Nationalbanken altså et identisk træk. Det betyder, at indskudsbevisrenten er sænket med i alt 1%-point i 2024. Med fastkurspolitikken overfor euroen vil vi typisk se, at Nationalbanken følger med ECB, når renten ændres, og det skete også i dag.
Rentesænkningerne er især godt nyt for boligejere med variabel rente. De er især påvirket af renteændringer hos ECB og Nationalbanken. Mange boligejeres realkreditlån med variabel rente er knyttet op på Cita 6-renten med F-kort, og den rente er faldet ganske mærkbart siden i sommers, hvor renten på F-kort senest blev fastsat. Sammenlignet med ved rentefastsættelsen i sommer er den bagvedliggende rente faldet med ca. 1%-point. Og det betyder, at der er udsigt til et fald i renten for mange boligejeres lån ved årsskiftet. Omsætter vi det til rede kroner, så er der udsigt til besparelser på i omegnen af 400-600 kr. efter skat pr. lånt million alt efter om lånet er med eller uden afdrag.