Positivt pensionsafkast
De seneste tre måneder har budt på et samlet afkast på ikke mindre end 349 mia. kr.
Nye tal fra Nationalbanken viser, at forsikrings- og pensionssektoren har lagt fint fra land i 2024. I januar voksede afkastet med 9 mia. kr., og det er således tredje måned i streg, at der bliver hentet positivt afkast til danskernes pensionsopsparing. Statistikken går tilbage til 2015*.
Positiv start på året for pensionsafkastene. De seneste tre måneder har budt på et samlet afkast på ikke mindre end 349 mia. kr. Det er gode nyheder for landets pensionsopsparere, som igen ser afkastene gå opad efter en længere periode med negativt fortegn på afkastet. Det er særligt kursstigninger på aktier, som trækker op i det samlede afkast.
2023 bød samlet set på et pensionsafkast på 344 mia. kr. Det var dog stort set kun november og december, som reddede det afkast hjem, da afkastet i de 10 måneder forinden udgjorde 3 mia. kr. I 2022 endte afkastet negativt med i alt -700 mia. kr. Det kom på ryggen af gode afkastår i 2019-2021, hvor der blev hentet i alt 1.025 mia. kr. i afkast.
Udsvingene kan være store på de finansielle markeder. Her er det dog vigtigt at huske på, at en pensionsopsparing for mange først skal bruges om mange år, og investeringen derfor sker med de meget lange briller på. Det går både op og ned undervejs, og man skal have is i maven, bevare roen, og minde sig selv om sin oprindelige investeringsstrategi og holde fast i den.
Det er særligt kursstigninger på aktier, som har trukket det positive afkast i 2023 og i starten af 2024, mens også obligationer har medvirket positivt. I 2022 var det særligt tab på obligationer og renteafdækning, som trak afkastene ned.
* Afkastet af investeringerne, afspejler ikke kun det afkast der har været på den danske pensionsformue for livs- og pensionsselskaberne, men ligeledes afkastet på bl.a. selskabernes egenkapital, hensættelser til risikodækning mv.