Salget af elbiler kører på skinner
I øjeblikket kan man næsten hver måned fortælle om nye milepæle for elbilerne, og her er august ingen undtagelse.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i august blev solgt 7.047 elbiler herhjemme. Ser vi på andelen af det samlede salg af nye personbiler, så fylder elbiler 54,7% i august. Det er den højeste månedlige andel nogensinde. En bil tæller som solgt, når bilen bliver indregistreret og ikke ved underskrivelsen af købsaftalen.
Elbiler udgør mere end halvdelen af bilsalget for tredje måned i streg. I øjeblikket kan man næsten hver måned fortælle om nye milepæle for elbilerne, som for tiden buldrer frem, og her er august ingen undtagelse. Elbilerne har egentlig været i fremgang længe, men særligt det seneste år er det gået stærkt. Det betyder, at der meget snart kører mere end 300.000 elbiler rundt på de danske veje.
I år er der indtil videre solgt 51.883 nye elbiler. Det er 51% højere end samme tid sidste år. Herudover er der kommet en del nyere og brugte elbiler til landet, og det betyder, at den samlede bestand af elbiler er vokset med næsten 85.000 i år. Omvendt går bestanden af både benzin- og dieselbiler tilbage, mens hybridbilerne står næsten stille med lille pil op.
Det samlede salg af nye personbiler lød på 14.014 i august, når vi tager højde for sæson. Samlet for året er der i alt handlet 111.156 nye personbiler, hvilket er en anelse flere end i de samme måneder sidste år.
Det samlede salg af nye personbiler klarer sig ganske fint, og har fundet sig til rette på et leje på niveau med sidste år. De turbulente tider er skubbet i baggrunden, og det har genoprettet roen i bilsalget. Det tegner til, at 2024 bliver marginalt bedre end 2023.