Sommerferiedyk i jobannoncerne

Det er en ganske normal tendens, at der bliver slået færre stillinger op i forbindelse med sommeren.

Snedker Arbejder I Værksted

Både Jobindsats og Jobindex har i dag sendt nye tal på gaden over antallet af jobannoncer på det danske jobmarked. Tallene viser samstemmigt, at der var lige knap 20.000 nye jobopslag i juli måned. De seneste to måneder er kadencen gået markant ned, hvor der til sammenligning blev slået omtrent 30.000 nye stillinger op for to måneder siden. Det svarer til et fald på mere end 30%.

Det er imidlertid ganske normalt med mindre fart på jobopslagene under og op til sommerferien. Tager vi højde for sæson, så lå stil­lings­op­sla­ge­ne i juli kun marginalt lavere end i maj. Og der er ligefrem tale om lille fremgang i juli i forhold til juni.

Sommeren har budt på et klassisk feriedyk i antallet af nyopslede stillinger. Ikke kun danskerne lægger computer og værktøjet fra sig for at nyde sommeren sammen med familien, men også jobmarkedet giver ro på jobopslagene. Det er en ganske normal tendens, at der bliver slået færre stillinger op i forbindelse med sommeren, og det bør ikke give anledning til nogen kæmpestor bekymring. Historisk bliver der slået omtrent lige så mange stillinger op som før corona, og det er tilmed det fjerdehøjeste antal stil­lings­op­slag i en juli måned i mere end 20 år.

Niveauet er pænt for jobsopslagene, som historisk set fortsat ligger til den pæne side. Dog er farten gået ned, og jobmarkedet er ikke lige så brølende som tidligere. Der bliver ikke slået lige så mange stillinger op som i en vild periode i 2021-2022, ledigheden har været svagt stigende og be­skæf­ti­gel­ses­frem­gan­gen er også gået et gear ned på det seneste. Vi forbliver dog på den svagt optismitiske side på jobmarkedets vegne, og det er bestemt ikke umuligt, at nye be­skæf­ti­gel­ses­re­kor­der kan være i sigte.

I årets første fem måneder er der kommet 17.000 flere personer i arbejde. Det betyder, at der i dag er mere end 3.020.000 personer i arbejde i Danmark. Så der er altså fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft, hvilket antallet af nye stil­lings­op­slag også vidner om, om end i et lavere omfang end tidligere.

Relaterede artikler