Flere gode signaler i dansk erhvervstillid trods fald

Faldet skyldes fortrinsvist et ordentligt dyk i detailhandlen. I de øvrige erhverv er tilliden tættere på uændret og stiger ligefrem i industrien.

Kvinde Kikker På Tøj I En Forretning

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at er­hverv­stil­li­den i Danmark falder til 104,0 i januar fra 105,4 måneden før. Det er tredje måned i træk med fald. Det er dog alene små fald og tilliden svæver rundt omkring det højeste siden foråret 2022. Er­hverv­stil­li­den ramte sin seneste bund mod slutningen af 2022 på 86,7.

Der er faktisk flere gode signaler i dagens tal trods det mindre fald i er­hverv­stil­li­den. Faldet skyldes fortrinsvist et ordentligt dyk i detailhandlen, som er præget af lidt metaltræthed efter måneder med Black Friday og julehandel. I de øvrige erhverv er tilliden tættere på uændret og stiger ligefrem i industrien.

På positivsiden er også, at virksomhederne forventer øget omsætning og flere medarbejdere over den kommende tid. Det er decideret godt nyt fra de danske virksomheder. Og det bør fastholde forventningen om, at der kan blive skabt endnu flere arbejdspladser i Danmark med nye be­skæf­ti­gel­ses­re­kor­der i vente. Så for nuværende ser det ud til, at de seneste toldtrusler foreløbig preller nogenlunde af på den danske erhvervstillid, selvom det er en kilde til bekymring. Det må vi sige er et ret robust tegn fra dansk erhvervsliv i en tid med store usik­ker­heds­mo­men­ter. 

Det går da også meget godt. Set indefra og ud så har dansk økonomi har det godt med pæn vækst og et arbejdsmarked i rekord, og virksomhederne melder om forventninger til øget omsætning og flere medarbejdere over den kommende tid. Men set udefra og ind er der betydelige usikkerheder, hvor der er toldtrusler fra USA, den geopolitiske usikkerhed fylder, og væksten i Europa halter. Der bliver nok at holde øje med i 2025 med usikkereder og bekymringer. Men udgangspunktet er stærkt.

Mangel på efterspørgsel hos virksomhederne er imidlertid blevet et emne hos virksomhederne. Og det bliver værd at holde øje med. Hos industrien er det 34% af virksomhederne, som begrænses af mangel på efterspørgsel. I ser­vi­ce­er­hver­ve­ne er det 33% og i byggeriet 26%, som føler sig hæmmet af mangel på efterspørgsel.

Relaterede artikler