Højeste passagertal i danske lufthavne i 5 år

Og der er faktisk ikke lang vej til, at antallet af passagerer krydser seneste rekord fra 2019.

Fly

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2024 var 18,0 mio. afrejsende passagerer fra danske lufthavne. Det er en stigning på 9,2% i forhold til 2023. Og vi er samtidig ultratæt på niveauet fra før corona, da pas­sa­ger­tal­le­ne blot er 1% lavere end rekordåret 2019. Statistikken går tilbage til 2001.

Passagertallet i danske lufthavne når sit højeste i 5 år. Og der er faktisk ikke lang vej til, at antallet af passagerer krydser seneste rekord fra 2019. Flytrafikken var en af de brancher, som blev hårdt ramt under corona, og både 2020 og 2021 bød på rekordfå passagerer, hvor mange blev under hjemlige himmelstrøg for at holde ferie. Det flugter også med antallet af danske overnatninger på fx hoteller og feriehuse, som toppede i 2021, og siden er faldet.

I 2019 var der 18,2 mio. afrejsende passagerer fra danske lufthavne. Da det gik værst for sig under corona, var der i 2. kvartal 2020 blot 149.000 afrejsende passagerer, mens 2. kvartal året forinden i 2019 bød på næsten 5 mio. passagerer. Det er Københavns Lufthavn, som står for den største del af passagererne med en andel på 83%, hvorefter følger Billund og Aalborg.

Mange danskere holdt ferie herhjemme i forbindelse med corona. I 2021 nåede de danske overnatninger på hoteller, feriehuse, vandrerhjem, campingpladser, feriecentre og lystbådehavne rekordhøjder med næsten 35 mio. overnatninger. Siden er antallet af danske overnatninger faldet med 11% i 2024, og det hænger fint sammen med, at der igen er kommet flere passagerer i danske lufthavne. Det er dog vigtigt at understrege, at de danske overnatninger i 2024 fortsat befinder sig højere end tiden før corona.

Relaterede artikler