Lille stigning i ledigheden i februar
Ledigheden har danset tæt på nulpunktet i mere end et år efter, at 2022 og 2023 bød på stigninger.
Nye tal fra Danmarks Statistiks ledighedsindikator tyder på, at ledigheden stiger med 550 personer i februar, når man tager højde for sæson. Det er en lille stigning i ledigheden, som i øvrigt kan blive ændret i en senere revidering, når vi får de endelige ledighedstal. Ledighedsprocenten lyder uændret på 2,9% for 15. måned i streg.
Ledigheden er så godt som uændret i februar. Ledigheden har danset tæt på nulpunktet i mere end et år efter, at 2022 og 2023 bød på stigninger. Vi ser samtidig beskæftigelsen slår rekord på rekord, mens antallet af stillingsopslag fortsat ligger ganske fornuftigt til. Det vidner alt i alt om et meget stærkt arbejdsmarked.
Ledigheden lyder på i alt 87.500 fuldtidspersoner i februar. Til sammenligning lød ledigheden på omkring 105.000 personer før corona, og her befinder vi os altså noget lavere i dag trods, at ledigheden steg i 2022 og 2023 fra en bund omkring 72.000 personer.
Et stærkt arbejdsmarked er med til at holde ledigheden lav. I 2024 kom der godt 34.000 flere personer i arbejde, og det betyder, at beskæftigelsen slår rekord på rekord og senest med 3.040.000 lønmodtagere i arbejde.
Vi forventer, at arbejdsmarkedet bliver ved med at præstere. Stillingsopslagene ligger fint til, og virksomhederne forventer fremgang i antallet af ansatte. Nye risici har dog meldt sin ankomst for dansk økonomi med massive toldtrusler fra USA. Selvom meget endnu er usikkert, så kan netop usikkerheden resultere i mere tilbageholdenhed hos virksomheder med ansættelser og investeringer. Det er dog endnu ikke noget, som vi for alvor ser endnu. Bagtæppet er under alle omstændigheder rigtig stærkt.