Stærkeste decembersalg i detailhandlen i 3 år
Der var fint gang i detailhandlen i julemåneden. Dagens tal viser den største salgsaktivitet for en december måned i tre år.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 0,1% i december i forhold til måneden før. Det er alene en yderst marginal stigning, men en forlængelse af, at detailsalget langsomt har sneget sig opad siden begyndelsen af 2023. Det betyder, at salget i december ramte sit højeste siden maj 2022. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.
Der var fint gang i detailhandlen i julemåneden. Dagens tal viser den største salgsaktivitet for en december måned i tre år. Og set over alle måneder ramte detailsalget i december akkurat det højeste i 32 måneder.
Nye rekorder på arbejdsmarkedet, pæne lønstigninger for mange danskere, fornyet ro på inflationen samt faldende renter ligger bag det gradvist bedre salg i detailbutikkerne. Og danskerne har gennem 2023 og 2024 generelt købt mere og mere i detailbutikkerne igen efter en brat nedtur i 2021 og 2022.
I 2024 købte danskerne 2,1% mere sammenlignet med i 2023. Stigningen har især været drevet af andre forbrugsgoder, hvor man finder hvor man blandt andet finder salg af udstyr til bolig og fritid i butikker, supermarkeder, discountforretninger, varehuse og stormagasiner. Her er salget vokset med 5,5% i 2024 i forhold til 2023. Også køb af tøj er gået lidt frem, hvor stigningen lyder på 1,5%. Køb af fødevarer er derimod faldet med 1,2% i 2024.
Der er helt klart grobund for yderligere fremgang i detailhandlen. Arbejdsmarkedet præsterer bundsolidt og slår den ene beskæftigelsesrekord efter den anden. Alene i 2024 er der kommet 30.000 flere personer i arbejde. Samtidig har lønstigningerne været høje hos mange danskere, som har genvundet en stor del af den tabte købekraft efter den høje inflation i 2022. Hertil er renterne faldet på ny efter kraftige rentestigninger, og det giver lidt luft til økonomien.