Turistovernatninger tæt på ny rekord
Turistovernatningerne er knusende tæt på endnu et rekordår. Vi mangler endnu overnatningstal for december, men meget skal gå galt, hvis ikke rekorden skal i hus for tredje år i streg.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at november bød på 2,98 mio. overnatninger på landets hoteller, feriehuse, campingpladser, vandrerhjem, feriehuse og lystbådehavne. Det er ny november-rekord. I hele syv måneder af 2024 har turistovernatningerne slået månedsrekord.
I årets første 11 måneder har der i alt været 62,26 mio. turistovernatninger. Det er 1,8% højere end de samme måned sidste år, som bød på ny overnatningsrekord for et kalenderår.
Turistovernatningerne er knusende tæt på endnu et rekordår. Vi mangler endnu overnatningstal for december, men meget skal gå galt, hvis ikke rekorden skal i hus for tredje år i streg. Det er altså på alle måder populært at overnatte i Danmark. Det er især tyskerne, som er glade for at køre over grænsen og holde ferie, hvilket helst sker i et lejet sommerhus langs den jyske vestkyst. Og noget tyder på, at også 2025 bliver et godt år for landets overnatningssteder.
Tyskerne står for 32,7% af overnatningerne i 2024, mens vi danskere selv står for lige knap halvdelen. Men også vores øvrige nabolande er fint repræsenteret. Hollandske overnatninger står for 2,8%, mens nordmænd, svenskere og amerikanere står for hver omkring 2%. De senere år er det især antallet af tyskere, hollændere og amerikanere som er øget, mens der kommer færre svenskere og nordmænd.
Ser vi ind i 2025, så er der basis for, at det også kan blive et godt år med mange turistovernatninger. I hvert fald hvis vi skeler til antallet af allerede foretagne bookinger i feriehusene ved udgangen af november til næste år. Her er der p.t. booket 255.018 husuger til afholdelse i 2025, og det er 2,3% højere end på samme tid sidste år.