Europæisk erhvervstillid falder for femte måned i træk
Den faldende erhvervstillid tegner et klart billede af en europæisk økonomi, der er ved at miste fart.
Nye tal viser, at erhvervstilliden i eurozonen falder for femte måned i træk i september. Det fremgår af dagens PMI-tal, hvor det samlede indeks falder til 48,2 i september fra 48,9 i august. Der var ifølge Bloomberg ventet et fald til 48,2 så erhvervstilliden er præcis som forventet. Det betyder, at indekset for tredje måned i træk ligger under 50, hvilket udtrykker økonomisk tilbagegang i forhold til måneden før.
Hos industrivirksomhederne falder erhvervstilliden til 48,5 i september, hvor der var ventet 48,8. I august var industritilliden på 49,6. I servicevirksomheder falder erhvervstilliden til 48,9 i september, hvor der var ventet 49,1. I august lød tilliden i servicevirksomhederne på 49,8.
Erhvervstillid i euroområdet falder for femte måned i træk. Det tegner et klart billede af en europæisk økonomi, der er ved at miste fart. De stigende el- og gaspriser og den generelt højere inflation bider på efterspørgslen i økonomien, og samtidig er usikkerheden generelt forøget efter Ruslands invasion af Ukraine. Europæisk økonomi ser ind i en vanskelig tid hen mod efteråret og vinteren, hvor der bliver større behov for energi. Her vil situationen blive stadig mere skrøbelig.
Ser vi alene på Tyskland, som er Danmarks største landemæssige samhandelspartner, så faldt erhvervstilliden også her i september til 45,9 fra 46,9 i august. Det er det laveste niveau siden maj 2020, hvor den første bølge i COVID-pandemien stadig tog sit hårde tag på landet. Det er dystre vækstudsigter for den energitunge tyske økonomi, som er presset af en kombination af høj inflation, stigende renter og den markant reducerede gasleverance fra Rusland. Vi så konsekvenserne for tysk økonomi i 2. kvartal, hvor landet oplevede stagnerende vækst.
Inflationen har senest ramt 9,1% i eurozonen, som er det højeste niveau i statistikkens historie, der går tilbage til 1991. Samtidig er kerneinflationen steget til 4,3%, som indikerer, at europæerne i øjeblikket mærker et bredere prispres. Det går hårdt ud over de europæiske forbrugere, som mister købekraft, og den ringere efterspørgsel påvirker virksomhederne negativt.
Dagens tal er i sidste ende et dårligt signal for dansk økonomi. Mere end 50% af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million personer i Danmark. Med krig i Ukraine og forbrugerprisstigninger på det højeste siden 1980’erne er der risiko for, at den europæiske økonomi står overfor et tilbageslag, og det vil smitte af på den danske eksport.
PMI er et udtryk for den økonomiske aktivitet givet ved erhvervstilliden hos indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation. En værdi over 50 indikerer økonomisk fremgang i forhold til måneden før, mens en værdi under 50 er en indikation om tilbagegang. Det er dog alene indikationer om den økonomiske aktivitet.