Inflationen stiger i USA til det højeste siden 1981
Det her er nye skræmmende inflationstal fra USA.
Nye tal fra USA viser, at inflationen lyder på 8,6% i maj. Det er højere end ventet, da der var ventet en inflation på 8,3%. Det betyder samtidig, at inflationen går over den seneste top i marts på 8,5%. Vi skal dermed helt tilbage til 1981 for at finde en højere inflation end i maj i år.
Kerneinflationen falder til 6,0% i maj fra 6,2% i april. Der var ventet et fald til 5,9%, så kerneinflationen overrasker derfor med at være højere end ventet.
Det her er nye skræmmende inflationstal fra USA. Det er de kraftigste stigninger i forbrugerpriserne i mere end 40 år nu. Der lyder et gevaldigt Av fra de amerikanske forbrugeres pengepunge i den her tid. Inflationen var i forvejen helt ekstremt høj, og de nye tal overrasker simpelthen med at være endnu højere.
Den høje inflation har sat gang i den amerikanske centralbank om at stramme pengepolitikken og hæve renten. Om blot fem dage vil vi se centralbanken hæve renten med 0,50 procentpoint. I maj hævede den amerikanske centralbank renten med 0,50 procentpoint, hvilket var den største renteforhøjelse mere end 20 år. Og på onsdag i næste uge vil de så gentage kunststykket med de 0,50 procentpoint. Det vil blive fulgt videre op af adskillige renteforhøjelser i den resterende del af året. Sammen med den højeste inflation i 40 år har ledigheden ramt sit laveste i 50 år.
Også de danske boligejere mærker presset fra den højere inflation og stigende renter i USA. Særligt de fastforrentede lån er påvirkede, hvor den høje inflation i USA har sparket gang i rentestigningerne. Renten på et fastforrentet lån lyder i dag på 4%, mens det var 2% ved årsskiftet. For yderligere et år tilbage var renten helt nede i 0,5%. Der er derfor alt mulig god grund til som dansk boligejer at kaste et blik på den anden side af Atlanten.
Markederne reagerer i første omgang med at sende renterne op ovenpå de højere end forventede inflationstal.